Af Klaus Hansen
Utraditionelt undervisningstilbud giver skoletrætte børn mod på uddannelse og job.
“Jeg vil ikke i skole i dag”. Sådan hører mange forældre deres børn sige i ny og næ. For nogle børn er skoledagen imidlertid så brydsom, at det bliver en daglig kamp at få dem i skole.
De kæmper med sociale og læringsmæssige udfordringer, som det etablerede skoletilbud har vanskeligt ved at imødekomme. Derfor dropper de ofte ud af skolen og får hverken en uddannelse eller foden indenfor på arbejdsmarkedet. På landsplan findes der ingen præcise tal, men fagfolk skønner, at godt og vel fem procent af alle danske skoleelever kun sjældent møder frem til undervisningen. Det problem skal et utraditionelt samarbejde i Mariagerfjord Kommune råde bod på.
Folkeskole og ungdomsskole er gået sammen om at skabe et helt anderledes skoleforløb for eleverne. Praktikklassen hedder forløbet for elever på 7. til 10. klassetrin, som kombinerer social støtte, praktisk undervisning og praktikforløb i lokale virksomheder.
Lærerduo har frie hænder
Det er Anne Præst og Casper Sejr Madsen fra Mariagerfjord Ungdomsskole, som udgør praktikklassens lærerteam. Lærerduoen har fået frie hænder til at tilrettelægge en skoledag, som eleverne kan rumme fagligt og socialt.
– Vores succeskriterie er, at vores elever består eksamen i dansk og matematik. Men det allervigtigste er faktisk, at de genvinder lysten til at gå i skole og en fremtid med uddannelse og job. Derfor er undervisningen sammensat til at støtte og genskabe troen på egne evner, siger Anne Præst.
I praktikklassen ser skoledagen anderledes ud end i en almindelig folkeskole. Her er undervisningen i dansk og matematik nemlig delt op i små forløb af et kvarters varighed, ligesom indkøb, madlavning og fællesspisning er en fast del af skoleskemaet. Individuel faglig støtte og hyppige klap på skulderen er vigtige virkemidler i undervisningen.
– Vi begynder altid dagen med en snak om, hvad der rører sig i samfundet. Her tjekker vi også op på de enkelte elevers mentale dagsform. Vi tager hensyn, hvis en har en dårlig dag, og det er helt okay, hvis man har behov for lidt fred og ro. Vores erfaring er, at det tit hjælper på humøret, når skoledagen først kommer godt i gang, tilføjer Casper Sejr Madsen.
Udover Anne og Casper er pædagogen Nanna Wagner Søren tilknyttet praktikklassen. Hun laver kreative aktiviteter med eleverne tirsdag, onsdag og fredag og giver dem frirum til at slappe af og være sig selv.
Skoledagen er aldrig træls
Praktikklassen har givet 15 årige Stine Wickberg Pedersen et helt nyt syn fremtiden. Hun kan ellers se tilbage på en skoletid med hyppige skoleskift, drillerier og faglige udfordringer.
– Før praktikklassen kæmpede mine forældre for at få mig i skole. Sådan er det heldigvis ikke længere. Anne og Casper er nemlig gode til at forklare opgaverne, og så tager de sig tid til at sikre, at vi alle sammen kan følge med. Det har virkeligt hjulpet både i skolen og hjemme, fortæller Stine.
Undervisningen sker i afslappede rammer i ungdomshuset i Hobro, hvor både elever og lærere har ganske let til latter. Stine lægger også vægt på, at der er et godt kammeratskab i praktikklassen.
– Anne og Casper skaber en rigtig god stemning, så skoledagen aldrig bliver lang og træls. Jeg snakker med de fleste i klassen, og vi har det sjovt sammen og kan lave sjov med hinanden, siger Stine.
Selvtillid og fremtidsdrømme
Efter godt og vel et år i praktikklassen har Stine fået meget større selvtillid og ser en fremtid med både uddannelse og job.
– Anne og Casper stiller også krav og siger “du skal altså det her, Stine”. Derfor har jeg rykket mig både fagligt og socialt, og jeg er blevet mere moden. Jeg håber at komme på efterskole efter praktikklassen, og så drømmer jeg om at blive pædagog og arbejde i en børnehave, fortæller Stine Wickberg Pedersen.
Stine er allerede godt på vej til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Hun har nemlig fået et fritidsjob hos Kruse Vask ApS i Veddum.