Professionel i banken og på banen

1. august 2014
Professionel i banken og på banen

.
Godt for Hobro IK, for byen, for Jutlander og godt for Mathias

Det er den slags løsninger, vi gerne vil ha mange flere af.
Sagt af Jens Hammer Sørensen, der er sportschef for Hobro IKs nyoprykkede hold i fodboldens superliga. Holdet er af mange eksperter spået en meget kort karriere i Superligaen, blandt andet fordi truppen hovedsageligt består af spillere, der må passe et heltidsarbejde ved siden af jobbet på fodboldbanen hvor deres modstandere typisk er professionelle på fuld tid.
I sæsonpremieren på udebane mod OB gjorde amatørerne fra Hobro dog eksperterne til skamme med en sejr på 2-1. Og i kamp nummer to, også på udebane, fik oprykkerne bragt sig foran 1-0 mod værterne fra Randers FC. Men skal opturen fortsætte, ser Jens Hammer et behov for, at den faste stamme på Hobro-holdet ved siden af deres civile virke også levnes tilstrækkelig tid til at gå helhjertet ind i fodboldkarrieren.
Det sker nu for et af Hobro IKs unge talenter, Mathias Bersang, med nummer 20 på ryggen.

Mentalt sundt
Mathias er udlært bankassistent 1. august. Samtidig tiltræder han en deltidsstilling i Jutlander Bank i Hobro. Imens er han fortsat på kontrakt med Hobro Idrætsklub, som han har spillet for siden 2012. Den nye aftale strækker sig over de næste to hele sæsoner.
Vi har et par stykker af den slags aftaler, og det er altså en kæmpe fordel for spillerne og dermed for klubben at de kan få familieliv, arbejde og fodbold til at gå op i en højere enhed, siger Jens Hammer Sørensen.
Og jeg tror også, at det mentalt er sundt for en professionel fodboldspiller at komme ud i den virkelige verden, blive udfordret og få et andet perspektiv på tilværelsen end kun fodbold, konstaterer sportschefen:
Kort sagt: det er godt for klubben, godt for byen, godt for banken, og det er godt for Mathias!

Fuldgyldig bankassistent
Den fremtidige arbejdsplads for 23-årige Mathias Bersang, der har stået i lære i Sparekassen Kronjylland, bliver Jutlander Banks privatkundeafdeling på Store Torv i Hobro.
Fra tirsdag den 5. august indgår han i afdelingens arbejde på lige fod med enhver anden nyudlært bankassistent.
Vi har ikke ansat en fodboldspiller, der skal ha noget at lave ved siden af. Vi har ansat en fuldgyldig bankassistent, som også kan spille fodbold, understreger Carsten Brandt Andersen, der er underdirektør i Jutlander Bank med særligt ansvar for Hobro.
Men i banken vi er glade for at være med til at understøtte byens superligahold ved at ansætte et talent på deltid, så Mathias har luft til at passe begge sine professionelle job ordentligt, siger Carsten Brandt Andersen.
Sportschef Jens Hammer Sørensen uddyber:
Vores fodboldspillere er nået dertil, hvor de er, fordi de har lært at knokle for at nå deres mål. Derfor kan vi også stå inde for, at de vil gi sig 100 procent på det arbejde, der har uden for banen.

Billede:
Mathias Bersang spiller med nummer 20 og Jutlander Bank på ryggen. Fremover får han to arbejdsgivere: Underdirektør Carsten Brandt Andersen (t.v.) fra Jutlander Bank i Hobro og sportschef Jens Hammer Sørensen fra Hobro IK.