Nyheder
Prognoser tyder på en særdeles velbesøgt koncert på op mod 5.500 publikummer…
Af Klaus Hansen Opsætningen af det store Ambu-banner i Hobro markerer, at der nu for alvor er gang i billetsalget til årets Ambu Open Air. I år består tretrinsraketten af Nik og Jay, Sanne Salomonsen og Djämes Braun. Vi skrev kontrakten med de 3 koncertnavne tilbage i 2015, og vi kan med glæde konstatere, at […]
Af Klaus Hansen
Opsætningen af det store Ambu-banner i Hobro markerer, at der nu for alvor er gang i billetsalget til årets Ambu Open Air. I år består tretrinsraketten af Nik og Jay, Sanne Salomonsen og Djämes Braun.
Vi skrev kontrakten med de 3 koncertnavne tilbage i 2015, og vi kan med glæde konstatere, at de alle 3 synes i absolut topform, idet de får meget gode anmeldelser på deres koncerter der er afviklet i foråret og først på sommeren udtaler Ambu-formand Jørn Jensen.
Koncerten finder sted i Ambuparken i Hobro torsdag den 1. september 2016.
Billetsalget på nettet har været i gang længe, og salget er her gået rigtig fint og alle prognoser tyder på en særdeles velbesøgt koncert på op mod 5.500 publikummer.
For de der hellere vil købe en fysisk papirbillet er der traditionen tro mulighed for dette hos byens pengeinstitutter, Expert Hobro og Ambu-tombolaen, der alle velvilligt hjælper til med denne opgave.
“Ved at købe billetten i forsalg kan den erhverves for 260 kr. mens man må slippe en 50-er ekstra, hvis man først køber ved indgangen, oplyser næstformand Henrik Ravn Mortensen.
Grupper på 20 personer og derover kan opnå yderligere mængderabatter. Et stigende antal firmaer benytter koncerten til en fælles personaleudflugt, og sidste år blev der solgt mere end 800 billetter til dette formål.
Trods et højt musikbudget fastholder vi i modsætning til mange andre koncerter, at børn under 12 år har gratis adgang ifølge med voksne, fortsætter næstformand Henrik Ravn Mortensen. Det betyder eksempelvis, at en familie med 2 voksne og 2 mindre børn kan komme til koncert for godt 500 kr.
Har man brug for at få stillet sulten kan man søge hen til Ambu’s Hvile, hvor der i mere rolige omgivelser bl.a. serveres stegt flæsk og persillesovs. For natteravnene er der afterparty i Dansetten frem til kl. 01.00 “, slutter Henrik Ravn Mortensen.
—————–
Billetsalget til Ambu Open Air sker bl.a. med stor hjælp fra byens pengeinstitutter. På fotoet ved det store banner i Brogade ses fra venstre kroejer og Ambu-formand Jørn Jensen, Per Vels Rasmussen fra Jyske Bank, Simon Andersen fra Jutlander Bank, Grete Fogh Nielsen fra Østjysk Bank og Ambu-næstformand Henrik Ravn Mortensen fra Spar Nord Bank.
.