Arden og omegn

Programmet for den nye sæson af Kulturtallerkenen er klart

Redaktion
Af Redaktion 3. september 2019

.
Af Helle Schiønning

Der åbnes for godteposen allerede d. 10. oktober når Dario Campeotto disker op med et musikalsk foredragsshow af de rigtigt gode.

De fleste kender nok navnet; Dario Campeotto. Gennem de sidste 60 år har Dario nemlig bevæget sig i utrolig mange sammenhænge: Musicals, film, revyer, kabaret, tv-optræden og et utal af optrædener rundt i landet lige fra solist med landets symfoniorkestre til underholdning på plejehjem eller ved moster Odas fødselsdag.

Nå ja, så var der naturligvis også det absolutte gennembrud med “Angelique” i 1961, hvor Dario Campeotto blev verdensberømt i Danmark, da han vandt det Danske Melodi Grand Prix i Fredericia. Dario Campeotto blev ikke bare aftenens stjerne, men stjerne for livet – for han er her stadig og har fuld gang i hjulene.

Undervejs fortæller Dario ærligt om sit liv, om hvordan det var fra den ene dag til den anden at blive folkeeje. Dario fortæller også om spændende mennesker, han har mødt på sin vej, ligesom han ærligt fortæller om knap så sjove perioder i karrieren.

Publikum kan kort sagt opleve Dario helt tæt på og få hele historien om mennesket og entertaineren Dario Campeotto. Og med Darios enorme showmanship er programmet naturligvis ikke 100% fast: Måske falder der en røverhistorie eller tre af, og måske bliver et pudsigt indfald til dagens største bifald.

Kulturtallerkenen er fem aftener i efterår 2019 og forår 2020 med fokus på gode oplevelser, samvær og fællesskab. Hver aften indledes med fællessang efterfulgt af spisning, hvor gårdbutikken Arden Frugt & Grønt serverer en lækker ret med lokale råvarer. I forbindelse med spisningen vil der være musikalsk underholdning leveret af dygtige lokale musikere som også synger for og akkompagnerer fællessangene.

Der er engageret et hold af dygtige foredragsholdere, som hver for sig vil stå for aftenens gode oplevelse med engagerede oplæg om spændende emner, inden aftenen rundes af med afslutning og fællessang.

I denne sæsons efterår rummer Kulturtallerkenen ud over Dario Campeotto også foredrag med Jes Dige, hvor det skal handle om børns forhold til sorg. Mens forårets program byder på en utrolig fortælling fra en familie, der har rejst 22.000 km rundt i Afrika, foredrag med Mathis Huse Nørgaard, som har været udstationeret med Siriuspatruljen, samt et lattervækkende, musikalsk show fra komiker og musiker Jan Svarre omkring parforholdets trummerum.

Kulturtallerkenen er arrangeret i samarbejde mellem Ældresagen i Arden, LOF Mariagerfjord, Blå Kors Rold Skov, Det Blå Værested, Røde Kors Arden, Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen.

Kulturtallerkenen har fået økonomisk støtte fra Sparekassen Himmerlands Fond og fra Kulturelt Samråd, ligesom samarbejdspartnerne også selv har bidraget.

Det samlede program kan ses på www.kulturhusetiarden.dk og billetter kan købes på Himmerlandsbilletten og på Mariagerfjord Bibliotekerne.

Kulturtallerkenen

Dario Campeotto: 60 års jubilæumsshow

Torsdag d. 10. oktober kl. 18-21

Billetter: 150 kr. på www.himmerlandsbilletten.dk eller på Mariagerfjord Bibliotekerne.

Arden og omegn

Se flere artikler