Nyheder
Rasmus Nøhr til årets julefest
.Første lørdag i december er der atter julefest i Hobro Idrætscenter. Går det ligesom sidste år, skal folk hurtigt ud af starthullerne, når billetsalget starter. Sidste år blev samtlige 800 billetter nemlig revet væk, og flere store firmaer var på venteliste. I år starter billetsalget umiddelbart efter årets Ambu-fest. Grundopskriften på årets fest er den […]
.
Første lørdag i december er der atter julefest i Hobro Idrætscenter. Går det ligesom sidste år, skal folk hurtigt ud af starthullerne, når billetsalget starter. Sidste år blev samtlige 800 billetter nemlig revet væk, og flere store firmaer var på venteliste. I år starter billetsalget umiddelbart efter årets Ambu-fest.
Grundopskriften på årets fest er den samme som sidste år, idet det er irske Tom Donovan, som varmer folk op under spisningen, hvorefter de to lokale danseorkestre, StarTurn og Dacapoband, er husorkestre.
Årets hovednavn er Rasmus Nøhr, der med hits som bl.a. Sommer i Europa, Det glade pizzabud og Retursekund i bagkataloget er godt rustet til at lave en fest på dansegulvet. Rasmus Nøhr bliver backet af StarTurn, som udover Jesper Andersen i forgrunden også har dejlige Ditte Marie med på scenen.
En anden nyhed på scenen er trioen The Beatjam, som spiller lutter Beatlesmusik. The Beatjam er 3 glade drenge fra Aalborg, som spiller i mange andre sammenhænge, men som hygger sig et antal gange om året ved at hylde en af deres store inspirationskilder, The Beatles. Ud af de mange 100 Beatlesnumre der findes, har de blandet posen med de allerbedste og lover fuld fart fra første strofe.
Sidste år havde vi også en komiker i ærmet, – han var sjov, men han fik ikke et ben til jorden. Publikum var klar til at danse og havde en fest allerede inden han gik på scenen. Derfor har vi droppet komikken i år og giver den i stedet ekstra gas med dansemusikken, udtaler Carsten Hammer.
Menuen er lige som sidste år lagt i hænderne på Mikkel Schnoor fra Idrætscenterets cafeteria. Han disker igen op med byens længste julebuffet med dejlig julemad til alle og forskellige muligheder for tilkøb af velkomstdrinks, natmad, midnatshotdogs m.m. Ligesom sidste år er der mulighed for at købe en adgangsbillet, som indeholder 8 drinksbilletter til en yderst fordelagtig pris.
Vi glæder os helt vildt til at levere en endnu federe julefest. Vi har kun fået ros fra sidste års gæster, og derfor er det sjovt, hvis vi kan give den et ekstra nyk og overraske folk positivt, udtaler Ulrik Hammer, den ene af Brødrene Hammer som arrangerer festen i samarbejde med Hobro Idrætscenter.
Yderligere info omkring arrangementet, priser, menu og bar findes på hjemmesiden hobrojulefrokost.dk og på Facebook.