Mariagerfjord og omegn

Referat af Hobro IK – Brønshøj Boldklub

.Af sportschef Jens Hammer Sørensen, Hobro IK: Så tog vi imod hvepsene fra Brønshøj igen i dette efterår og det var heldigvis med det samme resultat som første gang – nemlig en hjemmesejr. Denne gang fuldt fortjent i forhold til det første møde på DS Arena, hvor Brønshøj brændte et par rigtig store chancer. I […]

Referat af Hobro IK – Brønshøj Boldklub
Af Redaktion 4. november 2013

.
Af sportschef Jens Hammer Sørensen, Hobro IK:

Så tog vi imod hvepsene fra Brønshøj igen i dette efterår og det var heldigvis med det samme resultat som første gang – nemlig en hjemmesejr. Denne gang fuldt fortjent i forhold til det første møde på DS Arena, hvor Brønshøj brændte et par rigtig store chancer. I lørdags har de vel kun den ene chance som Emil Berggren scorede på efter et flot, flot indlæg nærmest fra baglinjen i vores venstreside af én af Brønshøjs bedste spillere på dagen – Sebastian Dalgaard.
Vi startede kampen rigtig godt og fik lagt godt tryk på gæsterne, der havde deres to midt stoppere i karantæne og derfor havde været nødsaget til at ændre lidt i deres startopstilling, hvor Thomas Hansen måtte vikariere i midterforsvaret og det gjorde han dælme godt! Sikke en klog spiller. Vi kom frem til et par halve chancer og rigtig mange dødbolde, som vi desværre aldrig blev rigtig farlige på. Et par gange kunne det dog godt ligne, at Brønshøjspillerne, i deres iver for at stoppe Mads Justesen, begik straffespark! Men vi gik til pause med 0 – 0, efter en halvleg hvor vi godt kunne have scoret et par gange, især en godt spillende Kim Elgaard fik en stor skudchance, men han valgte dog lidt ærgerligt at gøre chancen endnu større ved at spille den til siden til en fri Martin Thomsen, der dog ikke helt fik fat i afleveringen. Selvsamme Thomsen kom frem til at par rigtig gode skudmuligheder, men han fik desværre ikke rigtig træf på bolden med sit ellers gode venstreben.
I pausen gik snakken på, at vi bare skulle fortsætte de gode takter, så skulle chancerne nok blive ved at komme. Og det gjorde de allerede i anden halvlegs første minut, hvor Mads Jessen på fornemmeste vis afsluttede en solo-tur ved at sparke fladt på mål. Brønshøjs målmand reddede dog skuddet fra tæt hold, men returen kom ud til Mads Hvilsom, der med sit venstreben kunne sætte bolden sikkert i mål. Sikke en start på anden halvleg.
Og når ret skal være ret så havde vi i de efterfølgende minutter gode chancer til at øge føringen og dermed lukke kampen, men Hvilsom fik endnu engang et mål annulleret for offside, og vi manglede lige den sidste skarphed i flere gode muligheder.
Så skete der jo det, der tit sker, når man ikke lige får scoret – så udligner de andre på deres første egentlige chance! Øv – men drengene var hurtige til at svare igen. Jesper Bøge tog et af sine sædvanlige raids op ad højresiden og han spillede bolden tilbage til Tobias Perch-Nielsen, der med sit dejlige venstreben drejede kuglen helt over i det lange hjørne uden chance for en sprællende Nicklas Dannevang i målet. Den dreng har bare et rigtig, rigtig godt venstreben!
Resten af kampen formede sig med Brønshøj på bolden og os lurende på at sætte det afgørende stød ind. Dennis Høegh, der endnu engang lavede et fremragende indhop, blev stoppet i feltet på ureglementeret vis, og det efterfølgende straffespark tog Thomsen sig af, men denne gang nåede Dannevang helt ud til stolpen og afværgede kampens sidste spark.
Tillykke til drengene med endnu en flot hjemmesejr på vores nye Stål Arena, der nu har givet os 21 point i 7 kampe! Den flotteset statistik i Danmarksturneringen.
Vi ses til næste hjemmekamp, hvor vi tager imod drengene fra Kongens Lyngby i endnu en TV-kamp torsdag d. 14.november

Philip Crozier åbner sommeren i Mariager kirke – med et orgelbrag af en koncert

Læs også: Philip Crozier åbner sommeren i Mariager kirke – med et orgelbrag af en koncert

Stor opbakning til lodsejermøde i Mariagerfjord: Landmænd vil høres i grøn omstilling

Læs også: Stor opbakning til lodsejermøde i Mariagerfjord: Landmænd vil høres i grøn omstilling

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler