Nyheder

REGAN Vest er med i finanslovsforslaget

AF Klaus Hansen Det er med stor glæde, at Nordjyllands Historiske Museum erfarer, at koldkrigsbunkeren REGAN Vest indgår i regeringens oplæg til en ny finanslov. Ifølge oplægget afsættes der 2,6 mio. kroner om året til driften. Penge til klargøring af anlægget, så publikum kan besøge det, skal Nordjyllands Historiske Museum efterfølgende søge hos fonde. Nu […]

REGAN Vest er med i finanslovsforslaget
30. august 2016
Af Redaktion

AF Klaus Hansen

Det er med stor glæde, at Nordjyllands Historiske Museum erfarer, at koldkrigsbunkeren REGAN Vest indgår i regeringens oplæg til en ny finanslov. Ifølge oplægget afsættes der 2,6 mio. kroner om året til driften. Penge til klargøring af anlægget, så publikum kan besøge det, skal Nordjyllands Historiske Museum efterfølgende søge hos fonde.

Nu er finansloven jo ikke vedtaget endnu, men selvfølgelig glæder vi os meget over udspillet. Der er så mange, der har hjulpet det her på vej og støttet i bestræbelserne på at åbne anlægget for offentligheden, og det er dejligt at se, at vores drømme og planer nu er rykket et stort skridt nærmere målet. Det er ikke mere end et par måneder siden, at samtlige nordjyske kommuner og Region Nordjylland afsendte en fælles anmodning til regeringen om støtte til REGAN Vest. Det er i sandhed hele Nordjyllands projekt, og en realisering af stedet som museum vil komme hele regionen til gavn, understreger en glad museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum, Lars Christian Nørbach, som uddyber:

REGAN Vest bliver en helt unik attraktion for både lokale, nationale og internationale gæster, lige som det bliver et fantastisk tilbud til skoler. Der findes ikke et tilsvarende kold-krigs-anlæg, der står så autentisk nogen andre steder i verden.

Det er netop Nordjyllands Historiske Museum, der har den museumsfaglige formidling i Rebild Kommune, hvor anlægget ligger, og museet har i flere år arbejdet med registrering af anlægget og dets historie. Man har også udarbejdet en forretningsplan for at drive REGAN Vest som museum, og det er fra dette arbejde man ved, at der kræves et årligt driftstilskud på 2,6 mio. kr. Forretningsplanen indgik som et væsentligt element i den redegørelse, Beredskabsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Kulturstyrelsen sendte ind til politisk behandling i august 2015 med henblik på at overdrage anlægget til museumsdrift.

De penge er nu rykket betydeligt tættere på, og vi glæder os også over, at der er bred opbakning til projektet i Folketinget, siger Lars Christian Nørbach.

Lidt baggrundsinformation om REGAN Vest og arbejdet med anlægget:

Dokumentation af historien
Nordjyllands Historiske Museum har siden forsommeren 2013 været i gang med en dokumentation af REGAN Vest dels en registrering af bevaringsværdige genstande, dels via interviews med en lang række personer som på den ene eller anden måde har haft tilknytning til anlægget eksempelvis med opførelse, drift og vedligehold. Dette arbejde leder alt sammen til en større viden om det unikke anlæg, ligesom det giver kød og blod til især de nære fortællinger om anlægget.

I sommeren 2014 besluttede Kulturstyrelsen af frede anlægget med henblik på at åbne det for offentligheden, og siden har Nordjyllands Historiske Museum udarbejdet en forretningsplan for dette. Den viser blandt meget andet, at der er behov for et årligt driftstilskud på 2,6 mio. kr. Senest har Kulturministeriets forskningsudvalg bevilget penge støtte til et ph.d.-projekt, der skal vises anlægget rolle og betydning under den kolde krig. I øjeblikket hører anlægget stadig under Beredskabsstyrelsen, men det forventes snart at blive overdraget til museet.

Lidt om selve anlægget
Regeringsanlæg Vestdanmark (REGAN Vest) blev bygget i 1960´erne som en hemmelig atombombesikker bunker, der i tilfælde af krig skulle beskytte regering og kongehus. Hvis der udbrød krig – og regeringsanlægget i Nordsjælland ikke længere var en operationel løsning – var det fra anlægget i Rold Skov, landet skulle ledes.

I 2003 blev REGAN Vest taget ud af operationel drift, således at man ikke længere opdaterede inventar mm. Anlægget blev dog stadig vedligeholdt og holdt i dvaledrift. Med beredskabsforliget den 12. november 2012 blev REGAN Vest endeligt skrevet ud af det stående beredskab, og Forsvarsministeriet arbejder på at overdrage anlægget til Miljøministeriet.

REGAN Vest er bygget ind i en kridtbakke og ligger på det dybeste sted ca. 60 grader under overfladen. Anlægget består af fire betonringe, der ligger oven på hinanden to og to, med alt hvad der skal bruges for at holde en hverdag kørende; køkken, depotrum, lægeklinik, maskinrum m.m.

REGAN Vest er bygget til at kunne beskytte landets ledelse, så der selv under krigs- eller svære krisesituationer kunne være en fungerende regering. Det betyder for det første, at anlægget har et meget civilt præg i modsætning til strengt militære anlæg. For det andet betyder det, at anlægget er krigsgas- og atomsikret. Anlægget kan modstå rystelser og trykbølger fra en atombombe, hvis der vel at mærke ikke var tale om en fuldtræffer.

Anlægget kunne være selvforsynende med vand, ilt, el m.m. i en vis periode, det vil sige, at man kunne være fuldstændigt afsondret fra omverdenen i nogle uger uden nogen former for tilførsel fra omverdenen.

Anlægget indeholder endvidere også kommunikationsmuligheder med omverdenen. Der var sikrede NATO- og telefonforbindelser, telex, telefax mm. Ligeledes er der et sendestudie, så Dronningen eller statsministeren kunne tale til befolkningen.

.

Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

Læs også: Lokal vinhandel i Hobro er nu lukket – fokus rettes mod Aalborg og Hjørring

To villaindbrud i Hobro: Politiet efterlyser vidner

Læs også: To villaindbrud i Hobro: Politiet efterlyser vidner

Tilmeld dig vores nyhedsbrev