REGAN Vest: Genstande fra Hiroshima kommer til Nordjylland

11. oktober 2022
REGAN Vest: Genstande fra Hiroshima kommer til Nordjylland

.
REGAN Vest: Genstande fra Hiroshima kommer til Nordjylland

Koldkrigsmuseet REGAN Vest låner genstande fra atombombningen af Hiroshima

Under den kolde krig var frygten for atomkrig enorm, og det resulterede blandt andet i opførelsen af det tophemmelige bunkeranlæg REGAN Vest. Frygten byggede ikke mindst på det, som skete, da amerikanerne kastede atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Trykket og den voldsomme varme fra bomben over Hiroshima, som var den kraftigste af de to, dræbte på et øjeblik et sted mellem 60.000 og 80.000 mennesker, og en stor del af byen lå efterfølgende i ruiner. I alt blev omkring 350.000 mennesker udsat direkte for atombomben og dens følger foruden alle dem, der efter bombningen kom til byen for at hjælpe, der blev udsat for massiv radioaktiv stråling.

Bomberne er gået over i verdenshistorien som en af de mest frygtelige krigskatastrofer.

Helt særlige genstande
I forbindelse med arbejdet med at omdanne bunkeranlægget REGAN Vest til et museum, er Nordjyske Museer i gang med at etablere en ny velkomst- og udstillingsbygning. Her fortælles historien om den kolde krig, og som noget helt exceptionelt har museet fået lov at låne genstande fra Hiroshima, som bevidner den frygtelige katastrofe.

Det drejer sig om en forvredet glasflaske, som er smeltet sammen med andet glas, samt tagsten, der er smeltet sammen med porcelæn fra et køkken. Begge genstande viser med al tydelighed den enorme kraft, atombomben havde.

Det er museumsinspektør Ulla Egeskov fra Nordjyske Museer, der har stået i spidsen for samarbejdet med Hiroshima Peace Memorial Museum omkring lånet.

De historiske genstande fra Hiroshima er et vidnesbyrd fra den begivenhed, hvor den første atombombe blev brugt i krig. Genstandene fortæller med deres historie og udtryk om voldsomheden ved brug af atomvåben under krig og om den japanske befolknings lidelser i kølvandet på bomben. Det er en historie, vi som koldkrigsmuseum finder yderst relevant, siger Ulla Egeskov og tilføjer:

En historie, der med nutidens internationale politiske udvikling desværre igen er blevet utrolig nærværende.

Samarbejde med Hiroshima Peace Memorial Museum
Lånet af de to genstande er sket efter mere end to års forhandlinger med Hiroshima Peace Memorial Museum, og forleden dag ankom genstandene så til Nordjylland i hel tilstand til stor lettelse for museets inspektører, som arbejder med udstillingen i det nye koldkrigsmuseum.

Direktør for Nordjyske Museer, Lars Chr. Nørbach, udtrykker også sin begejstring for det helt særlige indlån.

Det er vigtigt, at vi som museum kan samarbejde internationalt i udstillingssammenhæng. Vi ser det som en blåstempling af vores formidlingstanker, at Hiroshima Peace Memorial Museum har udlånt genstandene til Koldkrigsmuseet REGAN Vest. Bomberne over Hiroshima og Nagasaki er et smerteligt kapitel i den japanske historie, og kravene til udlån af genstande fra disse begivenheder er derfor underlagt skærpede krav til sikkerhed og formidling, siger Lars Chr. Nørbach.

Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbner i begyndelsen af 2023, og består foruden selve bunkeranlægget og den nye velkomst- og udstillingsbygning, hvor Hiroshima-genstandene udstilles, også af maskinmesterens bolig samt vandrestier i terrænet. Koldkrigsmuseet REGAN Vest skyder det officielle billetsalg i gang i løbet af efteråret via www.nordjyskemuseer.dk.

FAKTA:
REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 m2 stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan i begyndelsen af 2023 åbne for offentligheden.

Det samlede anlægsbudget er på godt 78 mio. kr. Museet er meget taknemlig for generøs støtte fra følgende: Den filantropiske forening Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.) Spar Nord Fonden (2 mio. kr.) og Jutlander Fondene Himmerland 0,5 mio. kr., Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.). Dertil en anlægsbevilling fra Folketinget (20,1 mio. kr.).