Af Carina Kondrup
Etape 2 af byggeriet af et nyt psykiatrihospital i Hospitalsbyen i Aalborg Øst bliver nu udbudt som et OPP-projekt. Denne etape af byggeriet vil blandt andet indeholde et helt nyt spiseforstyrrelsesafsnit samt en hospitalsskole for børn og unge i både psykiatrien og somatikken.
Regionsrådet har besluttet, at etape 2 af byggeriet af et nyt psykiatrihospital i Hospitalsbyen i Aalborg Øst skal udbydes som et OPP-projekt altså et offentlig-privat samarbejde, hvor projektering, etablering, drift og vedligeholdelse er samlet i én kontrakt mellem en offentlig udbyder og en privat leverandør. Udbuddet er offentliggjort i dag 7. maj.
Ved at vælge at udbyde denne etape som OPP-projekt gør Region Nordjylland det muligt at samle alle sengeafsnit i Aalborg samt etablere tidssvarende rammer for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Hospitalsbyen. Byggeriet forventes klar til brug medio 2025.
– Det kommer patienten til gode, når alle sengeafsnit nu kan samles på en matrikel i nye velindrettede bygninger, hvor vi får bedre mulighed for at sikre sammenhængende og effektive patientforløb i gode fysiske rammer. Samlingen af de psykiatriske funktioner gør det samtidig muligt at udnytte personaleressourcerne bedre og dermed optimere driftsvilkårene for Psykiatrien, siger Lene Linnemann (SF), 2. næstformand i Regionsrådet.
Nyt spiseforstyrrelsesafsnit og hospitalsskole
Hun glæder sig samtidig over, at helt nye tiltag ser dagens lys i forbindelse med byggeriet af etape 2. Det drejer sig blandt andet om et helt nyt samlet spiseforstyrrelsesafsnit for børn og voksne. Ligesom der bliver bygget en hospitalsskole for indlagte børn fra såvel somatikken som Psykiatrien.
– Vi ser frem til at kunne gøre brug af et nyt og samlet spiseforstyrrelsesafsnit, hvor vi kan tilbyde patienterne en specialiseret behandling i nye og tidssvarende rammer. Derudover er det enormt spændende med den nye hospitalsskole, der som en aktiv del af indlagte børn og unges udredning og behandling skal gøre det nemmere at træde tilbage til en verden, som ikke handler om sygdom, siger Lene Linnemann.
Det nye skoletilbud bygger på en vision, som er udviklet i et samarbejde mellem Psykiatrien og Aalborg Kommune, der driver skolen.
Psykiatridirektør Anette Sloth ser også frem til, at næste skridt i processen mod at samle Psykiatrien i Hospitalsbyen nu bliver taget med det nye udbud.
– Det betyder meget for os, at vi hurtigere kan samle behandlingen i fremtidssikrede rammer, som kan understøtte sammenhængende og effektive patientforløb. Der har været en god brugerproces, og som det var ønsket fra brugerne ved byggeriet af første etape, så bliver alle sengeafsnit også denne gang etableret i terræn, fremhæver Anette Sloth.
Region Nordjylland skal overtage byggeriet efter 25 år
Det nye byggeri vil være ca. 16.000 m², og derudover skal leverandøren anvise et område på byggegrunden, hvor man kan udvide med 3.000-4.000 m², men det er Region Nordjylland, der stiller grunden til rådighed for OPP-projektet, forklarer projektdirektør Niels Uhrenfeldt, Nyt Aalborg Universitetshospital.
– Leverandørens ansvar er så design, projektering, anlæg og opførelse samt finansiering i byggefasen. Derefter skal leverandøren stå for den udvendige bygningsdrift og vedligehold samt finansiering af dette i en efterfølgende driftsfase på ca. 25 år.
Ved OPP-kontraktens udløb i år 2050 skal Region Nordjylland så overtage byggeriet til 50 procent af byggeriets værdi.
– Nu ser vi frem til at modtage budene fra de forhåbentligt mange interesserede leverandører, så vi til maj næste år kan træffe beslutning om, hvem der skal stå for projektet, siger Niels Uhrenfeldt.