Mariagerfjord og omegn

Ren Forsyning Mariagerfjord bekræfter stort udslip i fjorden – nyt udstyr og skærpede procedurer skal forhindre gentagelser

En tilstopning i kloaksystemet ved Mariager Havn har i op mod tre uger medført udledning af op til 15.000 kubikmeter spildevand i fjorden. Hændelsen, som nu er afsluttet, betegnes af Ren Forsyning Mariagerfjord som usædvanlig i både omfang og varighed. Oplysningerne fremgår af en pressemeddelelse, som forsyningen udsendte den 23. maj 2025.

Ren Forsyning Mariagerfjord bekræfter stort udslip i fjorden – nyt udstyr og skærpede procedurer skal forhindre gentagelser
Foto: Airview Danmark
Af Dinny Eriksen 25. maj 2025

Borgernes klager førte til opdagelsen

Ren Forsyning Mariagerfjord blev gjort opmærksom på problemerne den 12. maj, da et bestyrelsesmedlem læste opslag i en lokal Facebook-gruppe. Her beskrev borgere “kraftig kloaklugt og synlige tegn på spildevand i Mariager Havn”.

Der blev straks igangsat en teknisk undersøgelse, og allerede den 13. maj blev en tilstopning fundet i afgangsrøret fra det centrale overløbsbygværk i Mariager. Tilstopningen blev fjernet med ekstern assistance fra en slamsuger. Den 16. maj blev der installeret nyt overvågningsudstyr på stedet.

Årets første student på Mariagerfjord Gymnasium fejret med flag og tapas

Læs også: Årets første student på Mariagerfjord Gymnasium fejret med flag og tapas

Årsagen: Aflejringer og manglende alarmering

Ifølge Ren Forsyning Mariagerfjord vurderes tilstopningen at være opstået omkring den 21. april. Overvågningsdata viser et tydeligt fald i tørvejrsafstrømningen fra hovedpumpestationen i Mariager til Dania fra den dato. Udledningen anslås til 13.000–15.000 m³ koncentreret spildevand.

Den formodede årsag er aflejringer i ledningsnettet efter en længere tørvejrsperiode, efterfulgt af regn, som kan danne propper omkring vandbremser. Normalt opdages sådanne propdannelser hurtigt, da udledningen er synlig. Men i dette tilfælde skete udløbet ca. 1,5 meter under vandoverfladen, og var derfor usynlig.

Kraftigt udpumpet spildevand under højvande

Den 4. maj steg fjorden til omkring en halv meter over dagligvande. Da kunne spildevandet ikke længere løbe ud af sig selv, men samlede sig ved den nye regnvandspumpestation – en del af havnens klimasikring.

Først da vandstanden var høj nok, gik regnvandspumpen i gang. Det resulterede i en udpumpning af ca. 800 liter urenset spildevand i sekundet. Ren Forsyning Mariagerfjord skriver følgende “Denne mængde kan både ses og lugtes og har, efter forsyningens opfattelse, været hovedårsagen til den registrerede lugt.” i byen og ved haven.

Regnvandspumpestation MariagerHavn
Regnvandspumpen på Mariager Havn. Foto: Ren Forsyning Mariagerfjord.

Hændelsen betegnes som ekstraordinær

Ren Forsyning Mariagerfjord kalder udslippet “meget usædvanligt”. Normalt sker der overløb ved kraftige regnvejrshændelser, men her var der tale om ufortyndet spildevand og en varighed på flere uger.

I pressemeddelelsen understreges det dog, at udslippet kun udgør “under 4 % af den mængde næringsstoffer, som ifølge myndighedernes beregninger, dagligt bliver tilført inderfjorden af Mariager Fjord fra andre diffuse kilder.”

Nye overvågningsrutiner og fremtidige tiltag

Som konsekvens af hændelsen har Ren Forsyning Mariagerfjord allerede iværksat flere initiativer:

  • Det nye overvågningsudstyr på havnen er sat i drift og skal give tidlig advarsel ved uregelmæssigheder
  • Overvågningsrutinerne på 14 eksisterende overløbsbygværker bliver nu gennemgået
  • Der planlægges etablering af overvågning på yderligere 22 bygværker, som ikke skal nedlægges
  • Siden 2010 er omkring 30 bygværker allerede fjernet som led i separatkloakering og moderne regnvandshåndtering

Risikoen for gentagelse vurderes som lav

Ren Forsyning beklager hændelsen og understreger, at situationen nu er under kontrol.

”Vi har nu fået renset røret og installeret en alarm, som fremover straks vil registrere, hvis røret stopper til. Rensevandspumpestationen aktiveres kun ved kraftigt regnvejr og når vandstanden er høj. Derfor anser vi situationen for en enlig og uheldig hændelse, som nu er løst. Med etablering af overvågningsudstyr og skærpede interne procedurer, vurderer vi derfor også, at risikoen for gentagelse er meget lav”, udtaler direktør Søren Erikstrup.

Fjordtur med fællesskab og fortællinger: Visborg Omsorgsklub på lokalhistorisk udflugt

Læs også: Fjordtur med fællesskab og fortællinger: Visborg Omsorgsklub på lokalhistorisk udflugt

Turisme i fokus: Himmerland samler aktører til strategi og sommerkickoff i Hobro

Læs også: Turisme i fokus: Himmerland samler aktører til strategi og sommerkickoff i Hobro

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler