Redaktion
Af Redaktion 7. november 2013

.
Af Kris Mølgaard, byrådskandidat på liste A

Rengøring og specielt støvsugning har fyldt meget i den kommunale valgkamp, både lokalt og på landsplan. Jeg anerkender fuldt ud, at robotstøvsugere ikke i alle tilfælde er en løsning. Nu træder en lokalpolitikker fra Billund så frem på landsdækkende TV med en mening om at de, der ikke selv er i stand til at gøre rent bare kan købe sig til hjælpen i stedet for, at kommunen skal levere den som en ydelse. Det er da den mest fantasiløse holdning jeg længe har hørt. Det svarer jo til at er der for meget bøvl med folkeskolen, kan man bare lukke den, og så må forældrene jo betale i en privat skole
Hvis de medborgere, som har behov for rengøringshjælp ikke kan få det fra kommunen, men henvises til selv at købe hjælpen, får vi en gruppe borgere som kommer til at leve under kummerlige forhold. Det er faktisk ikke alle, der har råd til at købe sig til hjælpen.
De, der har brug for hjælp til rengøring, skal have hjælpen. Handler det om hjælp til støvsugning, kan en robotstøvsuger være svaret, men andre muligheder skal selvfølgelig også overvejes alt efter forholdene i det enkelte hjem. Vi skal ændre den praksis med, at enten er hjælpen en robotstøvsuger eller ingen hjælp, den holdning duer ikke.
Jeg bryder mig ikke om den tendens, jeg synes at spore i valgkampen, hvor ældre i højere og højere grad stigmatiseres som en byrde for fællesskabet, jeg troede faktisk vi havde fået begravet ordet ældrebyrde og erstattet det med ordet ældrestyrke. De ældre er på flere punkter en styrke i vores samfund, også lokalt. Mange pensionerede medborgere gør en stor frivillig indsats på forskellige områder. Mange ældre medborgere bruger også af deres opsparede pensionen, og yder der igennem et ikke ubetydeligt bidrag til at holde vores samfundsøkonomi i gang.

Der er åbent for kommentarer nederst på siden.

Mariagerfjord og omegn

Se flere artikler