Af Lone K. Hansen
Hobro Golf Klubs fuglegruppe havde inviteret Fuglegruppen DN-Mariagerfjord til den årlige udmugning af gammelt rede materiale i klubbens 38 små fuglekasser.
– Sammen havde vi bygget og opsat kasser for mejser, musvitter og spurve m.fl. i de to foregående år. Rensningen af kasserne sker for at begrænse mængden af lus og lopper, samt fordi fuglene hvert år ellers vil bygge en ny rede oven på den gamle, så de til sidst ikke kan være i kassen. Så det er en god ide at få renset ud i fuglekasserne i løbet af vinteren. Dog behøver man ikke at bekymre sig om stærekasserne, idet fuglene selv klarer dem, fortæller Peter Ulrich Toubøl fra Fuglegruppen DN-Mariagerfjord.
Undervejs gjorde fuglefolkene flere sjove iagttagelser.
– Vi vidste fra sommerens undersøgelse, at der stort set havde været ynglende fugle i langt de fleste kasser. Alligevel var der stor forskel på hvor meget rede materiale, der var i kasserne. I nogle var der et meget tykt lag, mens der i andre kun lå noget smuld, siger Peter Ulrich Toubøl.
Hvem mon har fjernet materialet?
-I mange reder lå der et tykt lag af døde ørentviste, som åbenbart havde søgt ly i de brugte reder, men som nu, ligesom så mange andre insekter, havde afsluttet deres livscyklus. Også en død fugleunge blev der fundet, ligesom to af fuglekassernes huller var blevet gjort større af en flagspætte. Undervejs blev der taget en del fotos. Især var et af et elletræs kogler, hvor vanddråberne lyste gult af koglernes blomsterstøv, utroligt spændende. Alt i alt en dejlig formiddag trods det kolde november vejr, slutter Peter Ulrich Toubøl fra Fuglegruppen DN-Mariagerfjord.