.
Af Birthe Sørensen, Oue:
Schæferen Rocco og tjenestehundefører Martin Kjærgård Mejer, Snæbum, vandt onsdagens udtagelseskonkurrence i Patruljeklassen og er dermed kvalificeret til at deltage i Danmarksmesterskabet for Politihunde, som i år afvikles i området omkring Orupgård Gods ved Nykøbing Falster senere på måneden.
Martin er medlem af Dansk Politihundeforenings Hobro afdeling, og opnåede 219,9 point ud af 230 mulige point ved udtagelseskonkurrencen for tjenestehunde, så han er en af de 24 dygtige hundeførere, der deltager i Patruljeklassen. Pointtal over 200 giver samtidig en halv oprykning til Kriminalklassen, og med så flot et resultat i udtagelseskonkurrencen skulle der være god mulighed for at få den sidste halve oprykning i forbindelse med DMet, som også er en oprykningsgivende konkurrence, når pointtallet er over 200. Rocco er endnu forholdsvis ung, men det er alligevel anden gang, han skal med til DM, idet han også var med sidste år i Herning, hvor det blev til en flot 9. plads, og det er et rigtigt godt resultat af en ny hund og hundefører, som ikke har deltaget i så mange konkurrencer og er med til DM første gang, fortæller formand Hans Henrik Sørensen, Arden, som tidligere har deltaget flere gange i både DM og Nordisk Mesterskab. Det er selvfølgelig vigtigt, at hunden er sikker i øvelserne, men det er lige så vigtigt at få noget konkurrenceerfaring, så man undgår de fejl, man som ny hundefører uvilkårligt kommer til at lave, fordi man ikke lige helt har styr på konkurrencenerverne endnu og det kan være de fejl, der koster de afgørende point i det samlede resultat.
Fra Dansk Politihundeforenings Hobro Afdeling har Hanne C. Jørgensen, Nørager, og schæferen Møllers Wimmer været til udtagelseskonkurrence i patruljeklassen for de civile hundeførere, og også de opnåede et meget flot resultat med 216,5 point og blev dermed nr. 3 i det nordjyske område, så der var både pokal og en halv oprykning til Kriminalklassen. Med pointlighed var det Wimmer, der med færrest mistede point i rundering besatte 3. pladsen. Da søndagen var omme, og resultaterne fra de øvrige landsdele forelå, viste det sig desværre, at selv så flot et resultat ikke er point nok til at komme med til DM. Med sølle 0,3 point efter sidste DM deltager står Hanne og Wimmer standby som 1. reserve, hvis der af en eller anden grund er en hundefører, der melder afbud. Men Hanne er helt klar til at tage af sted til Nykøbing Falster, hun kender turen, for i 2007 var det også Nykøbing Falster, der var arrangør af DM, og her deltog Hanne med sin tidligere hund rottweileren Nellie.
Så spændingen er altså ikke helt udløst endnu, for det bliver måske alligevel i 2014, at Dansk Politihundeforenings Hobro afdeling får 2 deltagere med til DM, hvilket vil være første gang i over 30 år. Det vil være en flot optakt til afdelingens 60 års jubilæum d. 15.12.2014.