.
Af Klaus Hansen
Mange af os kan nikke genkendende til tøjstykker og sko, som har samlet støv lidt for længe i klædeskabet.
Nu er det igen tid til at rydde op i garderoben. Fra den 1.- 13. april kan du donere dit brugte tøj til Røde Kors i Arden i forbindelse med den landsdækkende Smid Tøjet-kampagne.
Det er ren win-win. Du kommer af med dit brugte tøj, og så er du med til at støtte Røde Kors arbejde for udsatte og sårbare mennesker, blandt andet her i Arden, siger Kirsten Marie Christensen, butiksleder i Røde Kors Arden-afdeling.
Røde Kors i Arden hjælper lokalt
Røde Kors-butikken i Arden omsætter for godt en million kroner, og overskuddet går for eksempel til ensomme ældre.
I Arden er der 2500 indbyggere og et fantastisk lokalområde, som er rigtigt gode til at støtte op om vores butik. Det vi tjener, bruger vi blandt andet på kulturarrangementer på plejehjemmet, fællesspisninger og besøgstjenesten, som er meget efterspurgt, siger Kirsten Marie Christensen.
Kirsten Marie Christensen kan tydeligt se den forskel, besøgstjenesten gør:
Vi skaber absolut en tryghed for de ældre med besøgstjenesten. De ældre glæder sig til at besøgsvennen kommer. Det bliver højdepunktet i deres hverdag.
Derfor håber hun, at mange vil kigge forbi butikken i kampagne-ugerne med det tøj, de ikke længere bruger.
Samlet oplever Røde Kors et stigende behov for hjælp til familier i Danmark, lige som flere og flere mennesker lever alene, måske uden en fast bopæl og måske uden venner og pårørende.
Her arbejder Røde Kors for at styrke fællesskab og glæde og bryde isolationen og ensomheden.
Næsten alt tøj kan bruges
Når man donerer sit tøj, får andre mulighed for at købe godt tøj, og på den måde støtter man selv og mulige købere en god sag.
Røde Kors tager imod både tøj, sko og tekstiler såsom gardiner, lagner og håndklæder, blot må det ikke være snavset eller vådt.
Det gode og brugbare tøj og fodtøj bliver solgt i Røde Kors genbrugsbutikker over hele landet. Tøj, som ikke kan sælges i butikkerne, bliver solgt til udlandet enten som beklædning eller som råmateriale til tekstilfibre.
Sidste år gik overskuddet fra salg af genbrugstøj på over 66 mio. kroner til Røde Kors nationale og internationale hjælpearbejde.
Man har naturligvis mulighed for at aflevere dit brugte tøj til Røde Kors hele året rundt, men Smid Tøjet-kampagnen er en god anledning til at få ryddet godt op i klædeskabet og samtidig støtte en god sag, siger Kirsten Marie Christensen.
Læs også: