Nyheder

Rold Skov og omegns rige historie hugget i sten

Ny oplevelsesbog, ”Historier hugget i sten”, der i ord og billeder fortæller historien om de mange spændende mindesten i og omkring Rold Skov

Rold Skov og omegns rige historie hugget i sten
Forlaget Rebild
23. november 2024
Af Benedikte Jensen

De står overalt i landskabet, i skoven, i byen og på kirkegårdene. Nogle gør ikke meget væsen af sig, mens andre er store og pompøse. Det handler om mindesten. Lige siden vikingetiden har vi sat sten med inskriptioner over personer og markante hændelser. De står ofte placeret lige der, hvor historien udspillede sig.

Om bogens tilblivelse fortæller forfatter Henrik Bugge Mortensen: Jeg synes efterhånden jeg kender Rold Skov-området rigtig godt, men også jeg kan blive overrasket. En dag blev jeg ringet op vedr. en mindesten på Skørping-siden af Madum Sø. Det var en sten, som jeg aldrig havde hørt om før, så jeg blev selvfølgelig nysgerrig og kørte til Madum Sø. Efter en times søgen fandt jeg en lille mindesten med inskriptionen ”PN 1914”. Det sagde ikke meget, så et større researcharbejde gik i gang. Det resulterede i historien om ”Grønhalehusstenen”, og det gav mig idéen til at kigge nærmere på de mange mindesten, der står i og omkring Rold Skov.

Nogle mindesten fortæller med deres inskription en del om det, der ligger bag, mens andre er mere anonyme, hvilket er ensbetydende med et større gravearbejde, hvis man vil vide mere. Sikkert er det dog, at der næsten altid gemmer sig en rigtig god fortælling.

Jeg er selv blevet overrasket over, hvor mange gode historier, som ligger gemt derude, fortæller Henrik Bugge Mortensen. Mange mindesten ligger midt i noget af Danmarks smukkeste natur, så jeg håber på, at folk vil bruge bogens historier som en guide til trave- og oplevelsesture. Nogle af stenene er næsten glemt f.eks. Joen den Vidtbefarnes sten, der står i den lille landsby Torsted ved Aarestrup. Her gemmer der sig en fantastisk beretning om den stridbare og godsgriske slægt Viffert, der i mere end 300 år ejede herregården Torstedlund.

En anden af områdets store herregårde er Nørlund, der indtil 1939 var ejet af Georg Alexis Horneman, der har fået rejst en kæmpe sten over sin grav i Torstedlund Skov. Den vejer 17 tons og det tog mere end tre uger at transportere den frem til graven. På et befærdet hjørne i Terndrup står en lidt forfalden mindesten over Anders Stephansen, også kendt som børnenes ven, der oprettede det første børnehjem i Danmark bygget på omsorg og kærlighed.

I og omkring Rold Skov er der også rejst flere mindesten over hændelser, der foregik under anden verdenskrig f.eks. De allierede flyveres sten i Rebild Bakker, Flyverstenen i Torstedlund Skov, mindestenen ved Madum Sø, hvor nogle af første nedkastninger fra allierede fly fandt sted, og ikke mindst mindelunden ved Hollandshus, som rummer fire mindesten, der fortæller historien om en af de mest dramatiske hændelser i løbet af de fem besættelsesår.             

Viffert den Vidtbefarnes mindesten i Torsted Ved Aarestrup. Fotograf_Henrik Bugge Mortensen

”Historier Hugget i Sten” indeholder fortællinger om 19 mindesten i og omkring Rold Skov:  

  • De allierede flyveres sten (Rebild)
  • Børnevennen Anders Stephansens sten (Terndrup)
  • Godsejer Hornemans gravsten (Nørlund)
  • Mindelunden ved Hollandshus (Skørping)
  • Joen den Vidtbefarnes sten (Torsted)
  • Top-Karens gravsten (Gl. Skørping)
  • Adelshærens sten (Aldalen i Rold Vesterskov)
  • Grønhalehusstenen (Asp)
  • Flyverstenen (Torstedlund Skov)
  • Petersminde i Hanebakkerne (Skørping)
  • Christen Hermansens mindesten (St. Brøndum)
  • Modstandsmanden Svend Otto Nielsens mindeplade (Aarestrup)
  • Tyskerstenen (Rebild)
  • Madum Sø-stenen (Hellum)
  • Lyngby-runestenen (Lyngby)

Bogen udkommer lørdag 30. november i forbindelse med julemarkedet ”Jul på KulturStationen” i Skørping.

‘Darragh’ påvirker Danmark: Sådan bliver weekendvejret

Læs også: ‘Darragh’ påvirker Danmark: Sådan bliver weekendvejret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×

Vær med i vores Julekalender og vind præmier


‘Darragh’ påvirker Danmark: Sådan bliver weekendvejret

Læs også:

‘Darragh’ påvirker Danmark: Sådan bliver weekendvejret