.
Sundhed og Træning i Mariagerfjord Kommune tilbyder nu Rundt om Livet for borgere, der er i en sårbar situation eller kæmper med nogle fysiske, psykiske eller sociale udfordringer.
Rundt om Livet er et gruppetilbud, der skal hjælpe deltagerne til at få en sundere livsstil. Tilbuddet løber over syv måneder og byder både på undervisning, diskussion og motion.
– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på de tidligere Rundt om Livet-forløb. Flere deltagere har efterspurgt mere motion, og det er vi glade for at imødekomme, fortæller sundhedsmedarbejder Sureka Santhirasegaram fra Sundhed og Træning.
Parat til forandring?
Formålet med forløbet er at hjælpe den enkelte deltager på vej mod et sundere liv og bedre trivsel. Motionen bliver tilrettelagt på et niveau, hvor alle kan være med, og deltagerne har selv indflydelse på hvilke sundhedsrelevante emner, der bliver taget op i undervisningen og til diskussion.
– Den vigtigste forudsætning for at deltage er, at du er parat til forandring, og at du vil gøre en aktiv indsats, understreger Sureka Santhirasegaram.
Kunne du, eller én du kender, have udbytte at deltage i Rundt om Livet, kan du kontakte sundhedsmedarbejder Sureka Santhirasegaram på tlf. 24 87 12 16. Alle deltagere kommer til en afklarende samtale, inden forløbet starter.