S-grundlovsmøde i det grønne

3. juni 2014

.Af Socialdemokraterne i Mariagerfjord : Socialdemokraterne i Mariagerfjord inviterer igen i år til grundlovsmøde ved Madum Sø.Der er tilmed denne gang tale om et lille jubilæum, idet grundlovsmødet bliver det femte i rækken.Som de foregående år fejres Kongerigets forfatning med flag og faner på Søbakken på Madum Søvej, hvor der fra gårdspladsen er fine muligheder…

.
Af Socialdemokraterne i Mariagerfjord :

Socialdemokraterne i Mariagerfjord inviterer igen i år til grundlovsmøde ved Madum Sø.
Der er tilmed denne gang tale om et lille jubilæum, idet grundlovsmødet bliver det femte i rækken.
Som de foregående år fejres Kongerigets forfatning med flag og faner på Søbakken på Madum Søvej, hvor der fra gårdspladsen er fine muligheder for at nyde den storslåede udsigt ud over bøgetræerne i Rold Skov og ikke mindst Madum Sø.
Grundlovsmødet varer fra klokken 10 til 13, og fra talerstolen bliver der i år lejlighed til at høre lokale S-politikere fra Europaparlamentet, Folketinget og byrådet.
Netop genvalgt for en ny femårig periode kommer Ole EU Christensen, der har lovet at tage sin guitar med for at krydre grundlovstalen med et lille musikalsk indslag.
Fra Folketinget kommer Bjarne Laustsen valgt i Frederikshavn, men hjemmehørende i Støvring lige på den anden side af skoven.
Og fra byrådet er inviteret Leif Skaarup, faglig sekretær i FOA Mariagerfjord og netop nyvalgt formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Sidst, men ikke mindst, sørger den lokale spillemand og troubadour Aksel Mejlholm for musikken.
Arrangørerne er klar med masser af kaffe og the på kanderne og rigeligt med hjemmebagte boller med hvad dertil hører. Og der er selvfølgelig også mulighed for at købe øl og vand.
– Vi råder over en del borde og stole, men i egen interesse bør man selv medbringe en klapstol eller et tæppe. Vi satser nemlig på både stort fremmøde og rigtig pænt vejr, som tidligere år, fortæller Jørgen Jordansen fra arrangørerne.
– Alle er velkomne. Også børnene – der frit kan tumle sig i den store have.

Se mere her