Så er Legekæden åbnet i Hadsund

12. november 2021
Så er Legekæden åbnet i Hadsund

Så er Legekæden åbnet i Hadsund

Af Klaus Hansen

Bog & Idé i Hadsund har tidligere annonceret, at de bliver til Bog & idé – Legekæden og det er netop blevet effektueret. Facadeskiltene er skiftet og det store butikslokale er blevet indrettet med et væld af legetøj til store og små.

– Vi har glædet os til denne dag, hvor vi kan byde velkommen i den store afdeling med Legekæden hos Bog og Idé i Hadsund, fortæller indehaver Michael Clausen og fortsætter, butikken er blevet rigtig fin og hyggelig præcis som vi havde håbet og arbejdet efter. Der er fyldt godt op med varer på hylderne, så der er noget at vælge imellem, hvilket forhåbentligt gør, at ingen kommer til at besøge butikken forgæves.

Alle de kendte brands af legetøj står klar på hylderne hos Bog & Idé – Legekæden Hadsund.
Daglig leder i butikken Bent Volmar er også begejstret for hvordan det kedelige lokale har forandret sig til et sandt mekka med børnelegetøj.

– Det er blevet helt fantastisk, starter Bent Volmar og fortsætter, Hadsund har fået ikke bare en ny legetøjsbutik, men en rigtig flot legetøjsbutik med Legekæden sammen med Bog & Idé. En god kombination og udvikling for butikken og detailhandlen i byen. Jeg håber, at rigtig mange vil bruge butikken, vi vil i hvert fald gøre os umage med at have et stort udvalg af varer, god betjening og lytte til hvad kunderne efterspørger.

Den nye indehaver af Bog & Idé – Legekæden Hadsund Michael Clausen ejer og driver i øvrigt også Bog & Idé på Bispensgade i Aalborg samt Bog & Idé – Legekæden i Nørresundby.

Hadsund og omegn

Se flere artikler