Sæt ord på Mariagers fortid og fremtid

30. november 2015

Yderområder på forkant

.
Tirsdag den 15. december inviterer Mariagerfjord Kommune alle interesserede til en workshop om Mariager i Mariager Kloster. Målet er at finde Mariagers fortællinger, styrker, udfordringer og udviklingsmuligheder. Resultatet skal bruges i kommunens arbejde med en ny strategiplan.

Mariagerfjord Kommune er i gang med at udvikle en strategiplan, der skal sikre, at Mariagerfjord Kommune bliver et endnu bedre sted at bo, leve og arbejde.

Strategiplanen tager afsæt i kommunens fire hovedbyer Arden, Hadsund, Hobro og Mariager. Byerne er katalysatorer for en samlet udvikling af hele Mariagerfjord Kommune.

Kommunen holder i den forbindelse en workshop i hver af de fire hovedbyer, hvor borgere, erhvervsliv, foreninger og politikere i fællesskab skal identificere byernes fortællinger, styrker, udfordringer og udviklingsmuligheder.

– På workshoppen skal vi i fællesskab sætte ord på, hvilke kvaliteter byen Mariager rummer og hvordan disse stedspecifikke kvaliteter kan udvikles, forklarer Allan Hassing, der er kommuneplanchef i Mariagerfjord Kommune.

Strategiplanen udarbejdes i forbindelse med kampagnen Yderområder på forkant, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Miljøministeriet v/ Naturstyrelsen, KL og Realdania står bag. Kampagnen skal styrke tilpasning, omstilling og udvikling i områderne uden for de større byer til gavn for hele landet.

Mariagerfjord Kommune har søgt om penge fra kampagnen og fået 500.000 kr. til udvikling af den nye strategiplan.

Målet med kampagnen yderområder på forkant er, at de deltagende kommuners nye strategiplaner skal være med til at styrke kommunernes planlægning og prioritering frem til 2030 med afsæt i de enkelte kommuners særlige udfordringer og potentialer. Samtidig skal de bidrage til at udvikle nye metoder, ny viden og nye erfaringer, som kan inspirere andre kommuner i yderområderne.