Trafik

Seks lokale kandidater lover bedre veje og cykelstier i Mariagerfjord

Bred politisk opbakning til nyt initiativ fra Dansk Vejforening

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. november 2025

Seks kandidater fra hele det politiske spektrum i Mariagerfjord Kommune har skrevet under på Vejløftet – et nyt initiativ fra Dansk Vejforening, der skal sikre bedre veje, cykelstier og parkeringsforhold i landets kommuner.

De lokale kandidater, der har givet løftet, er:

  • Dennis Jørgensen (Venstre)
  • Jesper Helbo Vinther (Det Konservative Folkeparti)
  • Jess V. Laursen (Venstre)
  • Jørgen Hammer Sørensen (Dansk Folkeparti)
  • Per Søndergaard Mathiesen (Socialdemokratiet)
  • Rikke Høst (Danmarksdemokraterne)

Dermed er der opbakning fra hele seks partier og en bred politisk front bag ønsket om at styrke den lokale infrastruktur.

Et fælles løfte om bedre fremkommelighed

I alt har over 650 kandidater på landsplan skrevet under på Vejløftet, som lyder:

Jeg vil arbejde for bedre vedligeholdelse af og mere sikkerhed på veje og cykelstier, så alle trafikanter kan komme trygt og nemt frem i hverdagen uden frygt for ulykker eller skader. Der skal være gode veje at transportere sig på tværs af hele kommunen – både som cyklist og som bilist – og der skal være steder, man kan parkere sin bil. Ved at underskrive dette valgløfte lover jeg at prioritere veje og cykelstier i den kommende valgperiode, hvis jeg bliver valgt.

“Vi er meget tilfredse med, at så mange kandidater bakker op. Det viser, at der er en bred politisk erkendelse af, at ordentlige veje, cykelstier og parkeringsforhold er en grundlæggende del af kommunal velfærd,” siger Helle Rasmussen, sekretariatschef i Dansk Vejforening.

Borgerne oplever forringede veje

En ny undersøgelse fra Asfaltindustrien viser, at veje og cykelstier rangerer som det fjerde vigtigste emne ved kommunalvalget – på linje med skoler og ældrepleje. Samtidig svarer 42 procent af danskerne, at vejene er blevet dårligere de seneste 5–10 år.

“Når borgerne i så stort omfang oplever forringelser og samtidig peger på veje og cykelstier som et af de vigtigste områder, så er der brug for politisk handling. Med Vejløftet gør vi det nemt for vælgerne at finde de kandidater, der vil gøre en forskel,” siger Helle Rasmussen.

Vælgerne kan følge med online

På Dansk Vejforenings hjemmeside kan borgerne se, hvilke kandidater i deres kommune der har underskrevet løftet.

“Vi håber, at mange vælgere vil bruge listen til at finde kandidater, der vil arbejde for bedre mobilitet og trafiksikkerhed,” siger Helle Rasmussen og fortsætter:

Jo flere kandidater der forpligter sig, desto større er chancen for, at kommunerne får løftet området de kommende år.