Sport
Sen udligning sikrede Hobro IK point i Hvidovre
Oliver Klitten scorede i overtiden og reddede 1-1 i en tæt kamp
Hobro IK fik lørdag eftermiddag et vigtigt point med hjem fra udekampen mod Hvidovre IF. Kampen endte 1-1, efter at Oliver Klitten i overtiden sikrede udligningen til stor glæde for det gule mandskab.
Jævnbyrdigt opgør i hovedstaden
Kampen begyndte med Hobro IK mest på bolden. Den første afslutning tilfaldt Oliver Klitten, men forsøget gik et godt stykke forbi mål. Kort efter fik hjemmeholdet også en mulighed, men Hobro-keeper Jonas Dakir havde styr på situationen.
Spillet bølgede frem og tilbage, men det var Hvidovre, der kom foran. Efter et indkast faldt bolden til Andreas Smed, der sendte den i kassen med et langskud midt i første halvleg.
Hobro IK havde herefter et par gode muligheder, blandt andet da Max Nielsen fandt Villads Rasmussen tæt på mål, men forsøget endte over overliggeren. Ved pausen var Hobro bagud 1-0.
Læs også:
Indskiftninger ændrede kampbilledet
Efter pausen fortsatte Hobro med at være mest på bolden, men uden at skabe de helt store chancer. Cheftræner Jens Gjesing reagerede efter en times spil med tre udskiftninger, heriblandt debut til nordmanden Runar Hauge.
Den største mulighed i anden halvleg kom efter 79 minutter, da Marius Jacobsen spillede Søren Andreasen fri. Angriberen fik en god afslutning, men bolden gik snært forbi målet.
Udligning i overtiden
I kampens døende minutter lykkedes det endelig Hobro at få hul på bylden. En lang bold fra Jonas Dakir blev forlænget af Mikkel Boye til Max Nielsen, der sendte et præcist indlæg ind i feltet. Her ventede Oliver Klitten og sparkede sikkert bolden i mål til 1-1.
Det blev kampens sidste scoring, og dermed kunne Hobro IK rejse hjem til Mariagerfjord med ét point efter et hårdt tilkæmpet opgør.
Kampfakta
Hvidovre IF – Hobro IK 1-1 (1-0)
- 1-0: Andreas Smed (25. min.)
- 1-1: Oliver Klitten (90+4. min.)
Hobro IK-opstilling:
Jonas Dakir – Emil Søgaard, Marius Jacobsen, Frederik Dietz – Max Nielsen, Zander Hyltoft, Theo Ekié, Lukas Klitten – Oliver Klitten, Marco Bruhn, Villads Rasmussen.
Udskiftninger:
- Søren Andreasen ind, Marco Bruhn ud (61.)
- Gustav Bjerge ind, Zander Hyltoft ud (61.)
- Runar Hauge ind, Villads Rasmussen ud (61.)
- Mikkel Boye ind, Marius Jacobsen ud (84.)
- Mikkel Kannegaard ind, Lukas Klitten ud (90.)
Ubenyttede spillere: Andreas Søndergaard, Magnus Rosengreen, Oscar Meedom, August Bryld.
Advarsler: Fredrik Krogstad (Hvidovre), Hvidovres bænk, Lukas Klitten (Hobro).
Læs også: