En kunstnerisk gestus med stor betydning
Simone Nana, tidligere elev på vhf (visiteret hf) på Mariagerfjord Gymnasium fra 2015 til 2018, har doneret tre personlige malerier til gymnasiet. Ønsket er, at værkerne bliver solgt til fordel for gymnasiets støtteforening, hvor midlerne øremærkes de nuværende vhf-elever.
Initiativet udspringer af en særlig begivenhed den 20. august 2022, hvor Mariagerfjord Gymnasium fejrede 10-års jubilæum for vhf-uddannelsen. Under receptionen, hvor flere tidligere elever delte deres oplevelser, overrakte Simone Nana et maleri til gymnasiet. Samtidig annoncerede hun sin idé om at donere flere værker, og nu er idéen blevet til virkelighed.
Malerier med et vigtigt budskab
De tre donerede værker har den fælles titel ”En dag på vhf og efter”, og de afspejler både Simone Nanas egne oplevelser og hendes venners fortællinger om at leve med en diagnose.
”Det er billeder på mine oplevelser og vennernes fortællinger om, hvordan det er at leve med en diagnose, og hvordan gymnasiet og vhf rummer de forskellige behov. På vhf er der forståelse, ro og plads til, at man kan være sig selv samtidig med, at man er en del af et fællesskab. Det har haft en kæmpestor betydning for mig, og dét kommer alt sammen til udtryk i mine malerier.”
Rektor på Mariagerfjord Gymnasium, Søren Urup, glæder sig over donationen og understreger vigtigheden af et uddannelsestilbud som vhf:
”Vi er utrolig glade for Simone Nanas flotte gave! Det bekræfter os i, at vhf-uddannelsen har stor betydning for mange mennesker, og at vi gør det rigtige. Selvfølgelig skal sårbare unge også have mulighed for at få en studentereksamen. Det er så vigtigt, at man ser igennem diagnoser og fokuserer på potentialet og mulighederne, ellers risikerer man at tabe mange talenter. Heldigvis fornemmer jeg, at det er noget, samfundet og politikerne begynder at få øjnene op for.”
Værkerne kan lige nu opleves på gymnasiet, hvor de udstilles sammen med en række andre af Simone Nanas malerier. Interesserede er velkomne til at besøge udstillingen i skolens åbningstid:
- Mandag-torsdag: kl. 7.30-15.30
- Fredag: kl. 7.30-14.30
Det er også muligt at se flere værker af Simone Nana på hendes Facebookside, hvor hun optræder under kunstnernavnet Art By Horse.
Herunder fortæller Simone Nana om de tre værker, som hun har doneret til Mariagerfjord Gymnasium.
1. værk ”Evighed i bevægelse”
Det første værk består af to adskilte malerier, der danner et sammenhængende motiv. Simone Nana fortæller, at det er et billede på, hvordan vhf-elever formår at skabe et fællesskab med plads til, at man kan være sig selv med sine styrker og svagheder:
“På vhf oplevede jeg rummelighed, accept og plads til forskellighed. Det var ok at være anderledes og leve lidt i sin egen verden, så længe man var et ordentligt menneske. Alle havde lov til at være der og til at sige sin mening, når bare det skete på en respektfuld måde. Og måske viste det sig, at dét man kom med, faktisk kunne bruges til noget… Dét lærte jeg på vhf, og det er værdier, jeg har taget med mig fra gymnasiet.”
2. værk ”Kaos og kreation”
Simone Nana har ADHD og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder (under autismespektrum). I løbet af gymnasietiden indså hun, at man ikke kan ændre på sine diagnoser, men på måden man lever med dem. Så hun har lært at leve med sine psykiske udfordringer, også selvom det ikke altid er helt nemt. Dét viser hun med sit andet værk.
“Det er et billede af, hvordan det ser ud inde i mit hoved. Hvordan det er at leve med ADHD. Det er et konstant tankemylder, ofte uden en rød tråd. Derfor har jeg malet puslespilsbrikkerne i flere farver; de er umulige at sætte sammen, fordi de tilhører forskellige puslespil. Det er kaotisk, men det er sådan, jeg er,” forklarer hun og fortsætter:
“På mine dårlige dage kan jeg blive modløs og opgivende af at finde rundt i mit hoved. På de gode dage giver det en masse inspiration og gode idéer, som jeg ofte formår at føre ud i virkeligheden. Jeg kan slet ikke lade være med at starte på et nyt maleri, når først idéen er opstået.”
3. værk ”Grand Autismo”
Et særligt kendetegn ved vhf-uddannelsen er, at den rummer flere forskellige diagnoser i den samme klasse. For Simone Nana betød det, at hun ikke kun blev klogere på sig selv, men også fik forståelse for andre diagnoser, f.eks. autisme. Hun beskriver personer med autisme som meget handlingsorienterede og målrettede – og som personer med en specifik viden og interesse, blandt andet indenfor det tekniske område. Dét illustrerer hun i sit tredje værk:
“Jeg spurgte mine gamle klassekammerater om stikord til et maleri om autisme. En skrev tilbage: ”Tegn en hest med en rumraket på ryggen”. Det er en indforstået joke fra gymnasietiden, hvor det var et billede på mig (mellemnavn ”Hestbak”, red.) med mit barnlige univers og ADHD. Autister har mange indforståede jokes og lever lidt i deres egen verden. De foretrækker små fællesskaber, og så er de super flinke og meget loyale; hvis man først er blevet ven med en autist, er de svære at slippe af med igen, siger hun med et smil.”
Hvad er vhf?
Siden 2012 har Mariagerfjord Gymnasium tilbudt vhf (visiteret hf) – en særligt tilrettelagt hf-uddannelse målrettet unge med ADHD, autismespektrumtilstande og lignende udfordringer.
I vhf-klassen er der maksimalt 18 elever, som har deres eget klasselokale med faste pladser ved enmandsborde, personlige skabe og særskilte rum. Undervisningen er tilrettelagt med fokus på ro, struktur og overskuelighed, så alle elever får de bedste rammer for læring. Samtidig har vhf-eleverne mulighed for at deltage i gymnasiets sociale liv og aktiviteter på lige fod med de øvrige elever.
Kilde: Mariagerfjord Gymnasium