.
AF DANIEL LINDEMANN JAKOBSEN
Selvom spillet blev bedre i anden halvleg, så formåede de gulklædte ikke at tage point med hjem til Mariagerfjord.
Fredag aften dystede Hobro IK mod OB i Odense, hvor hjemmeholdet havde revanche til gode efter en Hobro-sejr på DS Arena i holdenes første opgør i denne sæson.
Det kunne ses på kampens indledning, hvor hjemmeholdet gik aggressivt til værks med et højt pres. Det gav en skudmulighed til Troels Kløve allerede i første minut, hvor afslutningen blev rettet ud til et hjørnespark. Få minutter senere afsluttede Troels Kløve igen, og denne gang måtte Jesper Rask diske op med en god redning for at forhindre en fynsk føring.
En fynsk føring kunne Hobro-keeperen dog ikke forhindre, da Janus Drachmann bragede bolden i nettet fra kanten af feltet efter ti minutters spil.
OB var generelt det bedste mandskab i første halvleg, hvor der kun var få muligheder til de gulklædte fra Mariagerfjord. Der blev blandt andet sendt to langskud over mål af henholdsvis Emmanuel Sabbi og Martin Mikkelsen, mens også Mikkel M.P. fik flugtet bolden i sidenettet.
Ti minutter før pausefløjt brød OB-tilhængerne ud i jubel, da Nicklas Helenius sparkede et indlæg i mål. Linjevogteren vinkede dog efterfølgende for offside, hvorfor stillingen stadig var 1-0.
Kort efter bragede Bashkim Kadrii en flugter mod det ene målhjørne, men en fremragende redning af Jesper Rask forhindrede en fynsk scoring.
Det blev den sidste store chance fra første halvleg, hvorfor stillingen var 1-0 ved pausen.
Bedre takter efter pausen
Efter pausen tilfaldt den første store chance hjemmeholdet, da et indlæg havnede hos en fri Nicklas Helenius, men angriberen headede bolden forbi både Jesper Rask og målet, hvorfor det endte med et målspark.
Herefter fik de gulklædte bedre og bedre fat i spillet, og efter en række hurtige et-to-kombinationer forsøgte Mikkel Mejlstrup Pedersen at krølle bolden op i fjerneste målhjørne, men midtbanespilleren måtte se sit forsøg gå forbi mål.
Efter en times spil forsøgte Vito Hammershøy-Mistrati at sende et frispark direkte i mål, men bolden havnede i sidenettet.
Spændingen var intakt gennem hele anden halvleg, hvor Hobro IK jagtede det udlignende mål, mens OB også forsøgte at lukke opgøret med en scoring til 2-0. Ingen af mandskaberne havde dog den fornødne skarphed til opnå dette. Indskiftede Quincy Antipas fik ellers en fin mulighed i slutminutterne, men den zimbabwiske angribers afslutning blev reddet af OB-keeper Sten Grytebust.
Allerede på tirsdag har Allan Kuhns tropper mulighed for at revanchere aftenens 1-0-nederlag, når OB gæster DS Arena i Sydbank Pokalen.
Kampfakta:
OB 1-0 Hobro IK (1-0)
Mål:
OB 1-0 Hobro IK, Janus Drachmann (10. min.)
Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Jesper Bøge Frans Putros Rasmus Minor Mathias Haarup
Martin Mikkelsen Vito Hammershøy-Mistrati Jonas Brix-Damborg (C) Mikkel Mejlstrup Pedersen
Julian Kristoffersen Emmanuel Sabbi
Udskiftninger:
Ud: Emmanuel Sabbi – Ind: Alexander Baun (81. min.)
Ud: Julian Kristoffersen – Ind: Sebastian Grønning (81. min.)
Ud: Mikkel Mejlstrup Pedersen – Ind: Quincy Antipas (85. min.)
Ubenyttede spillere:
Adrian Kappenberger, Nicholas Gotfredsen, Mathies Skjellerup, Djiby Fall.
Advarsler:
Mikkel Desler, OB (18. min.)
Sebastian Grønning, Hobro IK (85. min.)
Tilskuertal:
4.005
Dommer:
Mads-Kristoffer Kristoffersen