Kultur

Skjellerup klar til indvielse af ny cykelsti rundt om fjorden

Mariagerfjord Kommune inviterer lørdag 9. maj til indvielse af den færdige cykelsti hele vejen rundt om fjorden.

Søren Greve
Af Søren Greve 27. april 2026

Når Mariagerfjord Kommune lørdag den 9. maj indvier den nye cykelsti hele vejen rundt om fjorden, bliver Skjellerup en aktiv del af fejringen.

Det er Skjellerup Borgerforening, der står bag byens deltagelse i arrangementet, hvor i alt otte byer langs fjorden er med.

Depot med aktiviteter og lækkerier

I Skjellerup vil der være et lokalt depot med både aktiviteter og lidt godt til ganen for dem, der lægger vejen forbi.

Alle deltagere, der cykler, går eller løber ind forbi depotet, får udleveret et armbånd. I Skjellerup er armbåndet pink, og der er også et lille konkurrenceelement i dagens program.

Den by, der får uddelt flest armbånd, vinder en præmie.

Fokus på fællesskab

Selvom der er en præmie på spil, er det ikke konkurrencen, der er i centrum.

“Det handler allermest om fællesskab og om at være aktive – om man vil være aktiv ved at gå ud til byskiltet og tilbage eller man vil forbi andre depoter, er op til en selv”, lyder det fra Frida Dorthea Bertelsen, bestyrelsesmedlem i Børne- og Ungdomsudvalget i Skjellerup.

Der er derfor plads til alle – uanset om man tager en kort tur eller vælger at bevæge sig længere rundt om fjorden.

Husk retningen mod Hobro

Arrangørerne gør opmærksom på, at ruten foregår med uret rundt om fjorden.

“OBS: Der cykles/løbes/gåes MED uret rundt om fjorden. Dvs. ind mod Hobro.”

Skjellerup Borgerforening håber på stor opbakning fra lokalområdet og ser frem til en dag med motion, fællesskab og hyggelige timer langs fjorden.