.
Af Helle Schiønning
Uddrag af referat af møde i Teknik og miljøudvalget d. 16. januar:
Resume
Novopladsen i Ø. Hurup, der er et kommunalt ejet areal, har siden 2010 været udlejet til Per Mikkelsen hver tirsdag i turistsæsonen til afholdelse af kræmmermarked fra kl. 11.00 til 16.00. Dette har medført klager fra Ø. Hurup Borgerforening og Ø. Hurup Turist og Handel.
På baggrund af disse klager ønskes sagen behandlet politisk.
Sagsfremstilling
Ø. Hurup Borgerforening og Ø. Hurup Turist og Handel har ved flere henvendelser klaget over markedet på Novopladsen. Foreningerne begrunder bl.a. deres klager med de trafikale problemer, f.eks. at skraldemænd ikke kan passere området, at almindelige stamgæster ikke kan benytte pladsen, at markedet ønskes placeret i byens centrum (Strandparken) og at overskud fra markedet bør bruges til renholdelse m.v. i byen. Ifølge foreningerne er der plads til mellem 80 og 100 boder i Strandparken, parkeringsmuligheder for 100 biler omkring pladsen samt mulighed for parkering på havneområdet, hvorfra der er 500 m til pladsen. Der afholdes kræmmermarked hver tirsdag i juni, juli og august måned i Strandparken.
Per Mikkelsen, som lejer NOVO pladsen til afholdelse af marked meddeler, at de har startet markedet op i for nogle år siden for at øge indtjeningen i NOVO grillen, som hans kone lejer. P.M. oplyser, at han finder NOVO pladsen ideel til afholdelse af kræmmermarked, da der er god plads til boderne og til at parkere. Han mener ikke, der er plads til et marked af samme størrelse i centrum af byen og at en del af de mange gæster til markedet også besøger byen. Der er op til 200 boder på gode markedsdage.
Det ugentlige marked på Novopladen i sommerperioden har vist sig at være en stor succes, som har medført et voksende behov for plads til parkering, håndtering af affald og sikring af plads til badegæster på pladsen m.v. Fra forvaltningens side har der været taget hånd om disse udfordringer efterhånden, som de har vist sig. Dog kan det være vanskeligt at undgå trafikale gener, når mange mennesker er samlet et sted og parkerer deres biler i vejkanten i begge sider. Kommunens p-kontrol har flere gange være på stedet og meddeler, at vejen ikke er ufremkommelig, men vanskelig at passere. Renovationsselskabet har ikke bemærket særlige problemer med passage. Det er ikke forvaltningens opfattelse, at afholdelse af markedet har generet pladsens naboer.
Novopladsen er ifølge kommuneplanen udlagt til rekreativt område. Der er ingen lokalplan for området. Ifølge kommuneplanen skal området anvendes til naturområde og offentlig strandarealer, rekreative formål. Pladsen bruges primært til parkering og ophold for badegæster, men har også f.eks. været anvendt som tivoliplads. Afholdelse af marked falder ifølge forvaltningens vurdering ind under de overordnede offentlige og rekreative formål.
Ifølge kommunens retningslinier for udleje/lån af kommunale arealer til arrangementer fremgår, at kommunens arealer som hovedregel udlånes/udlejes uden begrænsning og uden opkrævning til arrangementer, som er til glæde for den brede offentlighed. På grund af markedets omfang og da arrangementet er forbundet med udgifter for kommunen i form af ekstra arbejde med fjernelse af affald, rengøring af toiletter o.l. som følge af de mange besøgende, så udlejes Novopladsen mod betaling. Dette er også tilfældet for f.eks. udleje af den gamle dyrskueplads i Hobro til samme formål.
Ifølge skøde, hvor ejendommen overdrages til Als kommune i 1970, skal arealet udlægges til offentlig benyttelse som bade- og opholdsareal og kommunen skal sørge for, at arealet på bedste måde tjener sit formål som offentligt opholdsareal.
Ifølge Park og Trafik afdelingen vil etablering af cykelsti ikke forhindre, at der parkeres langs Kystvejen. Fremover vil der ved Novopladsen i forbindelse med evt. afholdelse af marked, blive parkeringsforbud i vejens vestlige side i tidsrummet, hvor markedet afholdes.
Park og Trafik kan ikke anbefale, at markedet flyttes til Strandparken, da området ikke kan håndtere de mange biler samt at der allerede er naboklager over offentlighedens brug og adgang til dette areal. Strandparken tilhører Ø. Hurup Borgerforening.
Indstilling
Direktøren indstiller, at udvalget tager stilling til om Novopladsen fremover skal udlejes til afholdelse af kræmmermarked.
Beslutning
Udvalget ønsker ikke at udleje Novopladsen til kræmmermarked i 2014.
Melanie Simick finder, at pladsen kan udlejes til kræmmermarked som hidtil.