Familie
Smag dig frem: Nyt initiativ skal gøre Danmark grønnere
En storstilet indsats med fokus på grønnere og sundere madvaner rulles nu ud over hele landet og forventes at påvirke op mod en halv million danske børnefamilier.
Projektet, der har fået navnet Smag dig frem – gør Danmark grønnere, vil gennem tre år inspirere familierne til at tage De Officielle Kostråd til sig i hverdagen.
Indsatsen er muliggjort gennem en samlet bevilling på 47,2 millioner kroner fra Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden og vil gøre grøn madkultur mere tilgængelig – både i hjemmet, supermarkedet, på skoler, arbejdspladser og i idrætsforeninger.
Børnefamilier ønsker at spise grønnere – men hverdagen spænder ben
En undersøgelse viser, at to ud af tre danske børnefamilier gerne vil spise sundere og mere klimavenligt. Men at omsætte gode intentioner til hverdagen kan være en udfordring.
- Mange vil gerne erstatte noget af kødet med grønne retter. Men det kan være en stor udfordring at omsætte de gode intentioner til hverdagen, når man skal sammensætte et grønt måltid med for eksempel linser og bønner og få det til at smage så fantastisk, at man glemmer kødet, siger Arne Astrup, direktør for afdelingen for ernæringsforskning og overvægt i Novo Nordisk Fonden. Han tilføjer:
- Samtidig skal man have alle de vigtige næringsstoffer med. Det kræver nogle nye færdigheder inden for indkøb og madlavning, som dette projekt kan nå ud til især de travle børnefamilier.
Grøn madinspiration – dér hvor børnefamilierne færdes
Projektet er unikt, fordi det arbejder bredt på både lokalt og nationalt niveau. Det indebærer en række tiltag, der skal gøre det nemmere for familierne at tage de sunde valg:
- I skolernes madkundskabslokaler får børn undervisning i grønne vaner.
- I supermarkederne hjælper sortiment, nudging og vejledning med at fremme grønne valg.
- På arbejdspladsens kantine bliver personalet klædt på til at inspirere med sundere måltider.
- På sociale medier deles opskrifter, tips og madinspiration til hverdagen.
- I boligområder afholdes madkurser for hele familien.
- I idrætsklubber bliver mad og måltidskultur en integreret del af foreningslivet.
De lokale aktiviteter udvikles og testes i tre udvalgte kommuner: Svendborg, Kolding og Slagelse. Her vil 10.000 børnefamilier deltage i projektets første faser, som på sigt skal udbredes til resten af landet.
Stor tro på projektets potentiale
Forventningerne til projektets effekt er høje, og hos Nordea-fonden er der stor begejstring for initiativet.
- Vi er stolte af at støtte dette projekt, som både vil bruge maden som et fælles tredje og samtidig inspirere og motivere børnefamilier til at lave sund og grøn mad, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.
Hun tilføjer:
- Vi har ikke opskriften, men vi tror på, at Smag dig frem har de nødvendige ingredienser for at styrke sunde, grønne madfællesskaber.
DR sætter fokus på danskernes madkultur
Parallelt med projektet vil DR sætte fokus på dansk madkultur – både nu og i fremtiden. Det betyder, at danskerne kan forvente både dokumentarer, debatprogrammer og madinspiration i DR’s sendeflade, der understøtter de grønne ambitioner.
Med et stærkt partnerskab mellem Fødevarestyrelsen, Forbrugerrådet Tænk og Madkulturen samt opbakning fra to store fonde, har Smag dig frem – gør Danmark grønnere alle forudsætninger for at gøre en reel forskel i danskernes madvaner. Spørgsmålet er blot, om børnefamilierne tager imod den grønne inspiration og lader sig smage frem til en sundere hverdag.
Kilde: Fødevarestyrelsen