Smag på Hadsund

25. august 2014
Smag på Hadsund

.
Pressemeddelelse:

Smag på Hadsund 29. august 2014

Post Danmark løbet og Waterfestival tidligere på måneden forløb fantastisk godt med god opbakning, stemning og ikke mindst godt vejr, og nu er Hadsund Handel klar med eventen SMAG på HADSUND, der er én af de årligt tilbagevendende aktiviteter i Hadsund Handel, og hvor butikkerne holder åben til kl. 22.00.

Omdrejningspunktet er, at borgerne skal smage både fysisk og mentalt på de mange tilbud, man finder i Hadsunds forenings- og forretningsliv, og udover de mange gode tilbud fra byens butikker ved denne Open By Night, deltager også liberale erhverv, bilforhandlere og banker i Hadsund.

Fra sportens verden deltager Hadsund sportsklubber indenfor boksning, karate, badminton, håndbold, skydning og volleybold. Og i forhold til motion og bevægelse kan man også få et indtryk af, hvad det vil sige at gå til Stott Pilates, hvor LOF er leverandør på denne opvisning. Skydeforeningen har opstillet container på Storegade udenfor Butikscentret og alle der har lyst til at prøve at skyde efter mål med et rigtigt våben kan gøre det i sikre og trygge omgivelse. I samme område finder man Hoppeborg, kunstudstilling i Østjysk Bank og Saltcenteret fra Mariager har også fundet vej til Hadsund denne aften. På vejen ned af Storegade kan man prøve minigolf, stoppe op og snakke med Kræftens bekæmpelse der står for den gamle Tusindfryd butik, og længere nede finder man Hadsund Apotek med smagsprøver på bolcher, som man selv kan lave hjemme i køkkenet.

At hele handelsbyen syder af liv underbygges af, at man finder aktiviteter i Mejerigade hvor Advokatgården og FDF holder til, og i Himmerlandsgade hvor både Superbrugsen og Midtpunktgrillen varsler om spændende oplevelse og tilbud.

Torvesejlet er nu opstillet og med sine 4 meter i højden, vil det danne centrum på Torvet, hvor også markedsteltene er opstillet. Slagter, Bager, Grønt, Delikatesser, Blomster, Krydderier, Vin er blot noget af det man kan opleve, hvis man søger mod Torvet denne aften, og i Butikscenter Hadsund står den på spændende udendørs Eurospar stand med gode vintilbud og så har Borgerservice fra Mariagerfjord kommune meldt sin ankomst med tilbud om hjælp til borgere omkring nem-id og borger.dk

Hadsund Skoleorkester skyder SMAG på HADSUND i gang kl. 17.30 med march og god musik, og fra kl. 19.00 er musikken lagt i hænderne på det Nordjyske Teen-age band So What og Jyske Talenter, som begge før har underholdt i Hadsund, bla. til Waterfestival. Begge grupper er unge mennesker, der spænder meget bredt i musikgenre, så der skulle gerne være lidt for enhver smag denne aften.

Og vi krydser naturligvis fingre for et fantastisk sensommervejr, som vil være prikken over i´et, siger aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard.