.
Af Klaus Hansen
Spil Dansk fejrer det danske musikliv og den dansk producerede musik i alle de genrer den udfolder sig i. Det sker året rundt men særligt i uge 44 får den alt hvad remmer og tøj kan holde med en hel uges arrangementer – og igen i år er Mariagerfjord Bibliotekerne med.
Fredag d. 2. november kl. 10 er både Hobro, Mariager og Hadsund Bibliotek klar med en kop kaffe og fælles skønsang til at sparke dagen godt i gang. I Hobro får vi, lige som sidste år, besøg af Bies Rytmekor under ledelse af Gitte Jonsson, som kommer og synger for, mens personalet rømmer stemmen og fører an i både Hadsund og Mariager.
– Vi garanterer en hyggelig morgen, så smør stemmebåndet og mød bare op på dit lokale bibliotek. Det er ganske gratis at være med, og helt uden tilmelding, lyder det fra Anita Græsbøll Larsen fra Mariagerfjord Bibliotekerne.