Alarm 112

Smykkeforretning på Torvet fik tømt adskillige smykkemontre

I nat kl. 04.04 gik alarmen hos en smykkeforretning på Torvet i Mariager. Herefter tømte tyve en hel del montre med smykker, inden de forlod stedet.

Benedikte Jensen
Af Benedikte Jensen 30. juli 2024

Det fortæller Politikommissær Mikkel Brügmann fra Himmerlands Politi i Hobro og uddyber:

– Man er kommet ind ved at bryde en dør op formentlig med et koben, ser det ud til. Herefter har man stjålet en hel del smykker fra de forskellige smykkemontre i butikken.

Der er endnu ikke fuldt overblik over en samlet værdiangivelse på de stjålne smykker.

Hvis du har set eller hørt noget i forbindelse med indbruddet omkring kl. 04 i nat, hører politiet gerne fra dig på telefon 1-1-4.