Nyheder

Sofie Løhde besøgte Mariagerfjord kommune

Innovationsminister til Mariagerfjord: Meld en regel

Redaktion
Af Redaktion 30. september 2017

.
Af Helle Schiønning

Besøget var et led i ministerens rundtur i Danmark, hvor hun samler bidrag til arbejdet med regeringens kommende sammenhængsreform. Reformen skal sikre mere og bedre velfærd på tværs af den offentlige sektor, fortælles der fra kommunen.

Innovationsministeren var på besøg på kommunens Ressourcecenter, hvor familier med børn og unge kan få støtte, hvis de i en periode af deres liv har brug for det.

– Vi fik blandt andet fortalt ministeren om de flotte resultater, vi har med sundhedstjek til vores anbragte børn, som bor i kommunen. Og så sendte vi ministeren hjem igen med et ønske om at få lov til at lade sundhedsplejen køre ud over kommunegrænsen. Det vil skabe langt større sammenhæng i vores hjælp til vores borgere, hvis vi kan give sundhedstjek til vores anbragte børn, som bor udenfor kommunen, siger Familiechef Kit Borup.

– Jeg har fået et rigtig godt indblik i, hvordan Mariagerfjord Kommune arbejder med at skabe bedre kvalitet og sammenhæng i indsatsen over for udsatte børn og unge. Kommunens sundhedsplejersker tilbyder eksempelvis alle anbragte børn et årligt sundhedstjek for på den måde at tage sundhedsmæssige problemer i opløbet og sikre, at børnene trives og fx har fået deres vaccinationer, siger Sophie Løhde.

Ministeren blev også præsenteret for forskellige forslag til regelforenkling på beskæftigelsesområdet. Et af forslagene er en ny ungestrategi i Mariagerfjord Kommune, som er et eksempel på en sammenhængende indsats for unge med svære problemstillinger. Med kun én indgang, én fast kontaktperson, én plan og én sammenhængende indsats får de unge en bedre, lettere og mere tillidsfuld oplevelse med de myndigheder, som skal hjælpe dem.

– Mariagerfjord har flere gode og konkrete forslag til, hvordan vi kan afbureaukratisere, fx på beskæftigelsesområdet. Jeg har skrevet mig forslagene bag øret, og jeg vil tage dem med mig i det videre arbejde med at afbureaukratisere den offentlige sektor i regi af regeringens Sammenhængsreform, siger innovationsminister Sophie Løhde og fortsætter:

– Vi igangsætter nu kampagnen ‘Meld en regel’, hvor blandt andre borgere og medarbejdere de næste fire måneder kan indsende forslag til overflødige regler og dokumentationskrav, der med fordel afskaffes. Den mulighed håber jeg, at borgere og medarbejdere i Mariagerfjord vil gribe, fortæller innovationsminister Sophie Løhde.

Ministeren nåede også en rundtur på Ressourcecentret for at høre om arbejdet med blandt andet Familiehuset, som hjælper børn og deres forældre, sådan så børnene kan blive i hjemmet.

– Jeg er glad for at kunne bidrage med inspiration til ministerens arbejde med Sammenhængsreformen. Vi har præsenteret ministeren for forskellige eksempler, som på hver sin måde skaber større sammenhæng i vores hjælp og støtte til borgerne. Eksempelvis er jeg glad for, at ministeren er blevet præsentret for vores Ressourcecenter, som sikrer borgeren tryghed og sammenhæng i deres vej tilbage i trivsel, siger direktør Peter Rasmussen.