Vejret var helt på Teglgaardens side da der torsdag aften blev afholdt sommerfest. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og gjorde det muligt at sidde både inde og ude på terrassen.
I år var det en donation fra Lions Club, der økonomisk gjorde festen mulig. Den faste gruppe af frivillige stod for at arrangere festen, og havde i løbet af eftermiddagen dækket borde og rullet fadølsbaren på plads.
Centerleder Heidi Jensen bød velkommen, og “Den skaldede pædagog” leverede som sædvanligt musikken, som fik både beboere, pårørende og alle de frivillige til at synge med på en håndfuld dejlige sommersange inden spisningen startede.
Maden var i år lagt i hænderne på plejecentrets to dygtige kokke, som havde tændt grillen og grillet koteletter, kylling og pølser. Hertil havde de lavet to forskellige slags kartofler, gode salater og en dejlig sovs.
Efter de gode grill-lækkerier blev der serveret kaffe og flotte frugttærter med Bailey.
Resten af aftenen bød på fri fadølsbar, musik og fællessang.
Læs også: