AF Klaus Hansen
Soroptimisterne i Mariager Fjord havde den store glæde før jul at overrække 10.000 kr. til Julemærkehjemmet i Hobro.
Julemærkehjemmet fortæller, at pengene vil blive brugt på udstyr til et nyt Madværksted, hvor børnene kan få rigtig undervisning i madlavning, når de er der og Julemærkehjemmet får også mulighed for at invitere børnenes familier til at være med f.eks. på besøgsdagene. Køkkenet skal indrettes i deres gamle anneks, som kræver en stor renovering for at blive til et funktionelt køkken.
Beløbet har Soroptimisterne indsamlet ved at arrangere Gå-ture rundt i kommunens smukke natur. Rigtig mange deltog på turene til blandt andet Sem Hede, Trinderup Gods eller Hohøj. Deltagerne betalte 20 kr. og så gik man på opdagelse i naturen, fik frisk luft og gjorde en forskel for børnene på Julemærkehjemmet. Alle turene blev ledet af en lokal guide, som kunne bidrage med oplysninger og små anekdoter.
Soroptimisterne er igen klar til at hjælpe Julemærkehjemmet i 2020. Den første af 5 ture arrangeret af Soroptimisterne i Mariager Fjord Klubben vil være mandag den 20. april, hvor turen går til Odderhuset i Skrødstrup Skov. Turen igennem distriktet ledes af Bent Herlufsen.
Turen går forbi kildevæld og flere tidligere opstemmede søer. Ved en lidt større sø lå engang Odderhuset, der vil Anton Kristensen fortælle om en grum forbrydelse, der fandt sted i 1729. Alle er velkommen til at deltage.