Spar Nord sætter spotlys på ”Øen”

12. juni 2014
Spar Nord sætter spotlys på ”Øen”

.

Vi nærmer os med hastige skridt en ny tidsrejse tilbage til vikingetiden, og det er med vanligt store forventninger vi ser frem mod årets Fyrkatspil Øen

Hvordan en cocktail af barbariske vikinger på togt, krigeriske kvinder, forvirrede får og tavse eremitmunke kan blive til en komedie bliver spændende at følge. Det er en stor opgave når forfatter Jørgen W. Larsen skal fortælle en røverhistorie over perioden, hvor Svend Tveskæg plyndrede løs i England. En periode hvor vikingerne tog på mange rejser, og hvor de ikke altid vidste hvor de havnede. Modsætningerne er mange og ingredienserne er klar til et nyt dramatisk eventyr på Kongens Fyrkat.

I år starter tidsrejsen over 1000 år tilbage i tiden 23. maj. Tæt 100 ildsjæle, amatører og professionelle arbejder hvert år energisk på at sætte et af Danmarks mest ambitiøse vikingespil op. I en fortættet stemning i de unikke rammer i Fyrkathuset får publikum et indblik og en følelse af en svunden men epokegørende tid.

Vi er i Spar Nord rigtigt glade for at vi i alle årene har kunnet bakke økonomisk op om Fyrkatspillet. Vi synes det er vigtigt at støtte de mange lokale ildsjæle med den vigtige opgave at bevare vores kulturarv. Det giver virkeligt noget til vores skønne lokalsamfund. Fyrkatspillet kan vi være stolte af.

I år har vi sponseret nyt spotlys til Fyrkatspillet, så vi i endnu højere grad kan nyde de flotte kostumer og rekvisitter.

Vi ønsker god kamp til både de krigeriske kvinder, de barbariske vikinger og alle de andre ildsjæle i årets Fyrkatspil. Og vi ønsker rigtig god fornøjelse til publikum med årets eventyrlige tidsrejse i Kongens Fyrkat.

Frank Kristensen
Direktør
Spar Nord Mariagerfjord