Nyheder
Sparekassefond uddeler igen store gaver til foreningslivet
Sparekassen Danmarks store lokale velgørende fond, Sparekassen Danmark Fonden Hobro, har for femte gang i år været i gavehumør, idet fonden på årets femte uddelingsmøde i midten af oktober, igen uddelte store beløb til områdets foreninger og institutioner.
42 foreninger og institutioner havde søgt om støtte og heraf var de 26 heldige, at modtage et større eller mindre støttebeløb.
Helt nøjagtig blev der uddelt 1.303.269,00 kroner og det betyder at fonden i dette år har uddelt mere end 15 millioner kroner og sammenlagt i de godt 8 år fonden har eksisteret, er der blevet uddelt næsten 76 millioner kroner til 1290 modtagere.
– Vi var glade for at konstatere, at vi på dette års oktober møde modtog 42 ansøgninger, og det er rent faktisk et antal som vi gennem årene har haft på et oktobermøde. Kun en enkelt gang har vi haft flere ansøgninger, så vi håber at det er et udtryk for at alle vores foreninger og institutioner er ved at være ovenpå igen efter Covid 19 og øvrige kriser i samfundet. Af de 42 ansøgninger var der 26 der modtog støtte, fortæller Sparekassen Danmark Fonden Hobros formand Poul Søndberg.
– Med et antal på 42 ansøgninger, var der selvfølgelig flere utrolig spændende projekter, som vi er rigtig glade for, at vi kan hjælpe i gang og være med til at støtte. Vi er naturligvis kede af, at vi hver gang er nødt til at skuffe nogle ansøgere. Denne gang 16, hvilket procentvis er lidt større end det plejer. Men vi har for det første nogle skrappe lovkrav at skulle leve op til og derudover har vi også vores egne vedtægter og uddelingspolitikker, fastslår Poul Søndberg.
– Vores næste uddelingsmøde er i midten af december, og til den tid håber vi at alle vores foreninger og institutioner er klar til at søge før julegaver til spændende projekter, vedr. aktiviteter til den kommende vintersæson, slutter Sparekassen Danmark Fonden Hobros formand, Poul Søndberg.
Den netop overståede uddeling af donationer spredte sig meget vidt – også økonomisk. Denne gang var den mindste donation på kr. 2.000,00, som gik til Natteravnene i Hobro. I den anden ende af skalaen var der også denne gang en enkelt suveræn højdespringer, nemlig Stinesminde Borgerforening, som modtog ikke mindre end 215.000,00 kroner til etablering af et nyt badeområde ved havnen. Derudover var der også kr. 125.000,00 til Haverslev IF, som skal have etableret et motionscenter i forbindelse med byens hal.
Den nye sparekasse leverer pengene
Som fondens navn fortæller, er det jo nu og ikke mindst fremover det forholdsvis nye pengeinstitut Sparekassen Danmark, som i øvrigt er landets største sparekasse, der reelt leverer pengene til fondens gavmildhed.
Fondens grundkapital på næsten 300 millioner kroner, stammer dog fra en anden sparekasse, nemlig daværende Sparekassen Hobro, som efter et par fusioner, nu altså er blevet til Sparekassen Danmark.
Efter den seneste fusion fik fonden en kursgevinst, og det betyder, at man nu råder over en samlet grundkapital på ikke mindre end næsten 600 millioner kroner. Disse mange penge står i garant beviser i Sparekassen Danmark, og det er renteudbyttet herfra, Fonden kan uddele til det lokale foreningsliv og institutioner.
Den store lokale fond er i sandhed blevet en guldåre for foreningslivet og institutioner i området, og kassen tømmes jo aldrig, så der vil til stadighed på et eller andet niveau kunne udloddes donationer til områdets frivillige foreninger og institutioner.
– Reelt set er det jo sådan, at jo bedre det kommer til at gå Sparekassen Danmark rent økonomisk, jo mere har vi i Fonden at kunne uddele til ansøgerne, idet pengene vi uddeler er renter fra garantibeviserne i Sparekassen Danmark, fortæller Sparekassen Danmark Fonden Hobros formand Poul Søndberg
– Med den seneste uddeling har vi siden starten i 2015 samlet set uddelt ikke mindre end næsten 76 millioner kroner til det lokale foreningsliv og de lokale institutioner! Det er vi bestemt stolte af og jeg er også helt sikker på, at alle modtagerne er glade for denne håndsrækning de her har fået. Havde de ikke modtaget de mange penge, var der mange ting i området, der ikke var blevet til noget, er jeg sikker på, fastslår Sparekassen Danmark Fonden Hobros formand Poul Søndberg.
– Der er dog stadig plads til nye ansøgninger og nye projekter. Alle ansøgninger fra området hvor Sparekassen Hobro i sin tid havde sit virke, er velkomne store som små, slutter Poul Søndberg.
Næste bevillingsmøde afholdes tirsdag den 12. december.
Følgende blev støttet på årets femte uddelingsmøde:
Lindum Landsbykulturhus kr. 50.000,00
Mariagerfjord Cykler kr. 75.000,00
Fjordbaderne, Mariager kr. 57.500,00
Skelund-Veddums Ungdoms og Idrætshus kr. 35.000,00
Klejtrup Trædrejerklub kr. 25.000,00
Ungdom og Idrætsforeningen Olympia kr. 40.000,00
Nørager Idrætsforening kr. 25.000,00
Øster Hurup Borgerforening kr. 11.192,00
Fruerlundparken, Øster Hurup kr. 45.000,00
Stinesminde Borgerforening kr. 215.000,00
Nordjyske Museer kr. 35.169,00
Natteravnene Hobro kr. 2.000,00
Hobro Badmintonklub kr. 21.000,00
Hadsund Boldklub Gymnastik kr. 45.707,00
DVIF Gymnastik kr. 68.540,00
Haverslev Idrætsforening kr. 125.000,00
Hobro Svømmeklub kr. 31.839,00
Arden Armwrestlers (IF Jarls Arden) kr. 36.000,00
Hobro Dyrskue kr. 44.160,00
Mejlby Borger- og Kulturforening kr. 51.275,00
Hobro Cykleklub af 1938 kr. 24.550,00
Viby IF Tennis kr. 21.125,00
Hobro Idrætscenter kr. 91.212,00
Nørager Friplejehjems Støtteforening kr. 27.000,00
Rørbæk Idrætsforening kr. 50.000,00
En gruppe borgere i Hobro kr. 50.000,00
________________________________________
I alt bevilget kr. 1.303.269,00