Sparekassen Danmark i Hobro tager initiativ til velvære-arrangement

11. januar 2024
Sparekassen Danmark i Hobro tager initiativ til velvære-arrangement

Fra modeshow til velvære

Det er så fedt, at nogen tager initiativ til at samle og synliggøre det lokale erhvervsliv.

Sådan siger Jeanette Kreiler indehaver af frisørsalonen By Kreiler i Hobro om et arrangement, der finder sted i Sparekassen Danmarks rummelige lokaler i Hobro torsdag den 25. januar: Skønhed og Velvære for Kvinder.

Det er er to af sparekassens kvindelige kolleger i Hobro, der har taget initiativ til aftenen, hvor fem lokale virksomheder stiller op. Ud over By Kreiler er det Hobro Apotek, Klinik Laursen, Helles Fodterapi og Tinas Makeup & Hudpleje.

Hobro har en størrelse, hvor det er vigtigt, at vi gør noget sammen for at holde liv i vores forretninger. Det er så nemt fra Hobro at køre til Randers, Aalborg eller Aarhus. Så det er vigtigt at synliggøre, hvad vi kan selv her i Hobro, siger Jeanette Kreiler:

Og så er det fedt, at vi alle fem er med i planlægningen sammen med sparekassen, der har de perfekte rammer til sådan et arrangement.

Sparekassen i Hobro har en længere tradition dog afbrudt af en corona-pause for at arrangere modeshows i sit store hovedcenter i Hobro. Traditionen blev genoptaget i marts 2023.

Men nu giver vi arrangementet et tvist og fokuserer i år på skønhed og velvære for kvinder frem for modetøj, siger Betina Skov Mikkelsen, der er en af initiativtagerne fra sparekassens side.

Hendes kollega Dorthe Bak Thygesen supplerer:
Efter en præsentation af de medvirkende vil gæsterne få mulighed for at komme rundt til de fem stande for at få råd, vejledning og måske en mindre behandling.

Billetter til arrangementet kan købes hos de fem virksomheder, der deltager torsdag den 25. januar.

Hobro og omegn

Se flere artikler