Af Klaus Hansen
16. november er der igen valg til byrådet i Mariagerfjord. I denne artikel kan du møde byrådsmedlem og -kandidat Rikke Fonnesbæk (A).
Jeg er 47 år. Bor i Als, hvor jeg har boet hele mit liv, jeg er gift med Erik, har 6 sammenbragte store børn, hvoraf de to stadig er hjemmeboende. Jeg nyder den smukke og idyllisk natur langs Kattegat, idyllen falmer lidt, når jeg tænker på udledning af spildevand. Udledning af næringsstoffer og miljøfremmed kemi fra os mennesker. Den spildevandsledning skal forlænges havmiljøet og naturen må være værd at sikre.
Jeg er sagsbehandler i 3F Aalborgs A-kasse, og har snart 25 års erfaring som a-kasse vejleder/sagsbehandler, hvor jeg bl.a. vejleder i uddannelse, opkvalificering og regler i forbindelse med ledighed samt udbetaling af dagpenge.
Jeg er A-kasse repræsentant ved Fællessamtaler på bl.a. Mariagerfjord Jobcenter. Igennem mit arbejde møder jeg ofte medlemmer og deres familie, som er i klemme i det kommunale system.
Jeg har altid været aktiv i foreningslivet i Als. Har været: Formand og instruktør i Als Gymnastikforening, formand for Børnehaven Kriblebo, deltaget i lokal Revy, været medlem af Vikings bestyrelse og spejderleder i Als Spejder.
Mariagerfjord Kommune skal være et godt sted at bo, arbejde og uddanne sig. Et godt sted at være barn, vokse op og blive gammel og ikke mindst være syg og ledig.
Jeg brænder for at gøre en forskel. Vi skal altid gøre vores yderste for at få alle med og få ledige i job, og vi skal hjælpe udsatte borgere, så de hurtigst muligt får de bedste muligheder, der hvor de er, og ikke bliver trukket rundt i manegen. Generelt tror jeg på ordentlighed, ærlighed og en god tone.
Vi skal fokusere på landsbyernes egne bidrag, lytte til ildsjælene og hjælpe med værktøjer og støtte fra kommunens side.
Lokalpolitik for mig er, at man kæmper for det område, man bor, men også for en sammenhængende kommune med ret til forskellighed. Hver by er unikke på sin egen måde. Landsbyerne skal ikke glemmes i dagligdagen. Vores kommune skal blive bedre og endnu mere attraktiv for tilflyttere.
Jeg håber, at du vil hjælpe mig til en plads i byrådet ved at sætte kryds ved nr. 9 for Socialdemokratiet