Spotlight på dyreinternaternes sorte skygger

22. november 2023

I anledning af årets Black Friday omdøber Agria Dyreforsikring dagen til #BlackFurday med en hjertevarm kampagne, der sætter fokus på de sorte hunde og katte, der ofte står bagerst i køen på internaterne.

BlackFurday handler om meget mere end rabatter og slagtilbud: I anledning af Black Friday retter vi spotlyset mod de sorte dyr på landets internater, der lever i skyggen af deres kulørte artsfæller. Med kampagnen #BlackFurday opfordrer vi danskerne til at droppe jagten på slagtilbud og materielle goder, som alligevel kun giver midlertidig tilfredsstillelse, og i stedet åbner hjem og hjerte for en firbenet lykkepille i sort pels,” forklarer Tine Stabell, direktør i Agria Dyreforsikring.

Du kan ikke købe kærlighed, men du kan adoptere et dyr i nød, og det er næsten det samme. Samtidig får du bonus på goodwill-kontoen ved at gøre noget godt for andre – ved at investere i en genbrugs-hund eller -kat, der står uden hjem – så det er ren win-win, mener Tine Stabell.

Udfordrende sort pels

For Henrik Knaack og hans kolleger er farven sort en daglig udfordring snarere end en marketing gimmick. Og hans butik er en af de få, hvor priserne ikke bliver dumpet i forbindelse med Black Friday:

Her er prisen den samme året rundt, for ingen herreløse dyr er mindre værd, blot fordi dagen får et fancy engelsk navn, understreger Henrik Knaack, der skriver Direktør i Dyreværnet på visitkortet.

Rød, hvid og trefarvet ja, alle andre farver end kulsort er bare mere populære. I dag sidder de sorte katte længere tid på vores internater end nogen andre dyr, forklarer Henrik Knaack, der ligesom forskere verden over – har svært ved at forklare fænomenet, som på engelsk kaldes Black Cat Syndrome:

Sorte katte og andre sorte dyr – har lige så skønne og forskellige personligheder som deres mere farverige artsfæller. Der er ingen adfærdsmæssig forskel, så vi opfordrer naturligvis danskerne til at se ud over farven og også give disse kærlige dyr varige hjem.

#BlackFurday-kampagnen er initieret af Agria Dyreforsikring i Danmark, og ideen er taget op af flere af forsikringsselskabets søsterselskaber i både Sverige, Norge, Finland, Irland og England.