Nyheder

Sprudlende musik langs kysten

.Af Hans Bruun SPRUDLENDE MUSIK LANGS KYSTEN. I august er der musik for alle, når Dokkedaldagene igen byder på musik langs kysten.Musik sætter ting i gang uanset hvilken form for musik, der er tale om. For nogle år siden fandt 3 kvinder i og omkring Dokkedal sammen i kraft af deres fælles interesse for nodernes […]

Sprudlende musik langs kysten
jesper@gram-hansen.dk
19. juli 2016
Af Redaktion

.
Af Hans Bruun

SPRUDLENDE MUSIK LANGS KYSTEN.

I august er der musik for alle, når Dokkedaldagene igen byder på musik langs kysten.
Musik sætter ting i gang uanset hvilken form for musik, der er tale om. For nogle år siden fandt 3 kvinder i og omkring Dokkedal sammen i kraft af deres fælles interesse for nodernes magi; og de blev enige om, at tilbyde os alle nogle festlige oplevelser i form af DOKKEDALDAGENE musik langs kysten.

Den første weekend i august har fra starten været hovedhjørnesten med en knivskarp fast skabelon. Fredag aften, d. 5. august, lægger man ud med operakoncert i Dokkedal Kirke, om lørdagen samles man på skråningerne i Mulbjerge og lytter til jazz for at slutte af søndag eftermiddag med en klassisk koncert i Vildmosekoncerters intime koncertsal.

I de følgende godt 2 uger går det så løs med musik forskellige steder langs kysten. Dokkedal Kirke er vært for 4 koncerter. Kirkens organist, Ole Sloth, er et musikalsk talent, der når vidt omkring med sin indsigt. I år medvirker han i kirken som akkompagnatør til både en aften med sommermusik og en aften med fortolkning af jazz sammen med Margrethe Grarup og Mads Vinding. Og oveni det byder Ole Sloth på en ganske speciel aften på Mou Hotel, hvor han serverer nostalgi til et par generationer af Beatles-fans.

Dokkedal Kirkes tidligere organist, Peter Emil Ryom, vender næsen hjem et par gange i forløbet. Han akkompagnerer til den før nævnte operaaften, og han afholder senere en orgelkoncert.

I Egense har man netop afsluttet en total renovering af Forsamlingshuset, og borgerforeningen vil derfor benytte lejligheden til at deltage i Dokkedaldagene. Der skal nok blive stemning, når The Swinging Hot Dog spiller op til dans.

Den gruppe borgere, der står bag Frokost-jazz, musik på toppen af Mulbjergene mener, at de har en fast aftale med vejrguderne. De har som korværk indstuderet et par linjer fra et Kim Larsen hit: – så ber vi bare guderne om godt vejr, og 7, 9, 13, det har virket indtil nu. I år er det East Harbour Jazz Band fra Aalborg, som får mulighed for at komme på toppen. Bandet har mange år på bagen som et Aalborg band. Deres første øvested var et meget beskedent baglokale i Øster Havnegade, og de holder nu til på en adresse i Østre Havn, så her er kun et navn East Harbour muligt. Der er kun skiftet meget lidt ud i orkestret i årenes løb, men en fremmed er dog kommet til hen ad vejen. Deres nye pianist, Anders Barfod, kender de fleste vist fra hans fortid i ØM. Østjysk Musikforsyning, som vi i mange år har set på TV

Den klassiske musik manifesterer sig med både en højt skattet duo og et eksperiment. Der lægges ud med Michala Petri og Lars Hannibal, og de 2 navne taler vist bare for sig selv. Eksperimentet bliver samtidig afslutning på årets Dokkedaldage. Det bliver en koncert i samarbejde med Thy Masterclass. Hvert år er der i august et ugestævne i Thy for unge lovende musikere, hvor der trænes på kryds og tværs i udfordrende musikopgaver, og i år har man altså henlagt en slut koncert fra vest til øst, så vi kan få en oplevelse mere i Dokkedal.

Som nævnt i indledningen var det tre lokale damer, der begyndte som styregruppe for Dokkedaldagene. I tidens løb har der været lidt udskiftning, så i år er det Kay – Ole Larsen, Anne Nordtorp Kann og Bodil Bach, som har samlet trådene for årets koncerter, og de er allerede i gang med at se på, hvad vi skal opleve i 2017. Alle, som har lyst til og mod på at markere en begivenhed med musik- uanset musikgenre eller udøvere – er velkomne, I årenes løb har man for eksempel markeret en rund dag i en forretning, en god beliggenhed med udsigt til tall ship races, et godt menukort på en café med mere. Man skal altså bare selv få ideen og stå for økonomien, og så kan man blive musikvært i august 2017.

Debatindlæg: Hvordan sikrer vi udvikling i landdistrikterne?

Læs også: Debatindlæg: Hvordan sikrer vi udvikling i landdistrikterne?

Vagerbetjent i Mariagerfjord – en unik mulighed for et alsidigt job på vandet

Læs også: Vagerbetjent i Mariagerfjord – en unik mulighed for et alsidigt job på vandet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev