Politik
Statsministeren har udskrevet skolevalg – Skolevalg 2026 rykker ind i Mariagerfjords klasseværelser: Otte skoler med i tre ugers demokratiforløb
Omkring 535-540 elever i Mariagerfjord Kommune skal de næste tre uger arbejde med politik, debat og demokrati – og stemme den 29. januar.
Søndag den 11. januar 2026 er Skolevalg 2026 blevet udskrevet, og dermed går et tre uger langt undervisningsforløb i gang på skoler i hele landet. Omkring 70.000 unge mellem 13 og 17 år skal prøve kræfter med politik og demokrati og til sidst sætte deres kryds på en stemmeseddel.
I Mariagerfjord Kommune deltager otte skoler i Skolevalg 2026.
Otte skoler i Mariagerfjord er tilmeldt
Følgende skoler i Mariagerfjord Kommune er med i Skolevalg 2026:
- Solhverv Privatskole (68 elever)
- Hadsund Skole (150 elever)
- Rosendalskolen (116 elever)
- Hobro Friskole (37 elever)
- Mariager Skole (51 elever)
- Mariagerfjord Idrætsskole (12 elever)
- Hvilsom Friskole (23 elever)
- Arden Skole (80 elever)
Læs også:
Tre uger med mærkesager, debat og stemmeurner
Skolevalg er et gratis undervisningsforløb for 8., 9. og 10. klassetrin, som løber over tre uger og består af tre moduler á to lektioner. Eleverne arbejder med politiske mærkesager, laver nyhedsindslag og lærer om det formelle demokrati.
Valgdagen er torsdag den 29. januar, hvor eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver sat stemmebokse og valgurner op på skolerne.
Foto: Astrid Maria Busse Rasmussen
“Den demokratiske samtale skal trænes”
Skolevalg arrangeres af Folketinget og Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Formålet er blandt andet at øge elevernes demokratiske engagement og forberede dem på at deltage i det repræsentative demokrati.
Folketingets formand Søren Gade peger på, at Skolevalg også handler om at øve debatten i en god tone:
“Det er vigtigere end nogen sinde, at vi alle ruster os så godt som muligt til at deltage i den demokratiske samtale og den offentlige debat – med respekt, ordentlighed og lydhørhed. Med Skolevalg bringer vi den politiske samtale ind i elevernes hverdag og videre til den næste generation. De skal sammen diskutere emner og problemer, som er vigtige for samfundet, og forhåbentlig erfare, at det giver mening og nytter noget, at engagere sig. Samtidig er det vigtigt, at debatterne foregår i et trygt miljø, hvor eleverne oplever, at man kan diskutere politiske emner i en god tone og med respekt for hinanden. Det er ikke mindst vigtigt i en tid, hvor tonen – ikke mindst på sociale medier – ofte er hård og uforsonlig,” siger Folketingets formand, Søren Gade.
Flere skoledebatter end tidligere
Omkring 700 skoler fra 95 kommuner er tilmeldt Skolevalg 2026, og der bliver holdt debatarrangementer på omkring 400 skoler – det største antal i Skolevalgs historie.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fremhæver, at eleverne får mulighed for at opleve demokrati i praksis:
“Skolevalget giver elever i hele landet mulighed for at opleve demokrati i praksis. Eleverne øver sig i at være uenige på en ordentlig måde. Jeg er glad for at omkring 700 skoler er med,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
I Skolevalgs tredje uge kan skolerne arrangere debatter med frivillige fra de politiske ungdomsorganisationer, koordineret af DUF.
Forperson i DUF, Anneline Larsen, kalder Skolevalg en særlig mulighed for at få unge i gang med demokratiet:
“Skolevalg er noget helt særligt, fordi det giver elever på tværs af Danmark, mulighed for selv at tage stilling, danne holdninger og tage aktiv del i demokratiet. Det kræver stort engagement fra mange unge frivillige debattører fra de politiske ungdomsorganisationer, som rejser rundt i landet, tager debatterne og møder eleverne i øjenhøjde. Det er afgørende for udviklingen af vores demokrati, at der lægges tid og kræfter i at danne demokrater til både nutiden og fremtiden,” siger forperson i DUF, Anneline Larsen.
Læs også: