Punktet var dagsordenssat til drøftelse af status på Byrådets vision på mødet 7. februar 2024 kl. 16.15.
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Kultur og Fritid:
At status på Byrådets vision drøftes.
Sagsfremstilling
Byrådet godkendte 25. maj 2022 en vision for Mariagerfjord Kommune. Visionen er udtryk for Byrådets ønske om den fremtidige udvikling af Mariagerfjord Kommune. Under overskriften ‘Her vil vi mere – og der er plads til flere!’ er visionen opbygget med en overordnet fortælling og 11 visionsudsagn.
Hvert fagudvalg drøftede visionen med henblik på en handlingsorienteret udmøntning af den. Udvalget for Kultur og Fritid havde en visionsdrøftelse 15. august 2022.
På baggrund af opsamlingen på Udvalgets visionsdrøftelse er der udarbejdet en statusopsamling, der er udfyldt i samme format, som visionsopsamlingen var lavet i. Der er tilføjet en række indsatser, som fagområderne arbejder med, samt en kolonne med input fra borgermødet om visionen, der blev holdt 6. november 2023.
Følgende tre fokusområder er omdrejningspunktet for statusdrøftelsen:
En genopfriskning af visionsarbejdet
En opsamling på det af fagenhedernes arbejde, der spiller op imod visionen
En drøftelse af, hvad det giver anledning til politisk i forhold til ønsket prioritering af visionsarbejdet.
Økonomi
Ingen økonomisk betydning.
Beslutning
Drøftet. Udvalget finder fortsat fokusområderne meget relevante og er glade for de konkrete indsatser. Udvalget er bekymret for, hvorledes den aktuelle økonomiske situation kan bevirke, at vigtige tiltag sættes på pause.