Af Klaus Hansen
Det var en special dag i Jutlander Bank loungen på DS Arena før kampen mod HB-Køge den 25. september.
Hobro IK’s nye formand, Lars Kühnel præsenterede kort den nye bestyrelse for den professionelle afdeling i Hobro IK. Men hurtigt stod det klart, at det ikke var dagen til at hylde de nye, men derimod at tage afsked med den tidligere formand Steen Juulsgaard.
Lars Kühnel, sportschef Jens Hammer Sørensen, konsulent Kim Brink og bestyrelsesmedlem Per Andersen gav alle Steen Juulsgaard rosende ord med på vejen:
– Steen Juulsgaard har virkelig været en arbejdshest og vækstmotor i den udvikling Hobro IK har gennemlevet de sidste år op igennem rækkerne.
– Hobro IK er kommet op i toppen af dansk fodbold. Hobro IK kom i Superligaen og formåede at være der i hele to sæsoner. Det kræver en styring af organisationen, økonomien i fokus og så selvfølgelig resultater på banen.
– Steen kan sagtens måle sig med de øvrige formænd fra de andre danske fodboldklubber. Han har altid formået at tage valg og beslutninger ud fra Hvad er bedst for klubben. Han har altid formået at få alle til at samarbejde.
Det er et fantastisk billede der står omkring Steen Juulsgaard og Hobro IK. Et billede af en klubmand, der som spiller er indehaver af klubrekorden på 310 kampe på førsteholdet, og som formand løftede klubben op i toppen af dansk fodbold.
Og et billede malet af den lokale maler Kjeld Jensen blev overrakt som afskedsgave til Steen Juulsgaard. Kjeld forklarede tankerne bag ved maleriet:
– Det er jo ikke til Hr. hvem som helst dette billede. Himlen lidt traumatisk som igennem den seneste tids kampe, hvor der har været svingede resultater. Øster Skoven og Jutlander Bank tribunen som baggrund, der er tale om en aftenkamp. Flere syntes måske, at man kan se månen. Det er det ikke, men et af Jesper Rasks uforudsigelige udspark. Tribunen er fyldt med tilhængere og tilskuere. 310 kampe på førsteholdet, derfor nummeret på ryggen. Du spiller stadig, så derfor er en statue rejst midt på banen. Fundamentet er stærkt, som du afleverer Hobro IK Bolden ligger klar til igen at blive givet op til nye kampe.
Steen Juulsgaard blev ved hyldesten udnævnt som æresmedlem af Hobro IK. Diplom blev overrakt af Per Andersen, der samtidigt benyttede lejligheden til at sende et tak til Steen for faciliteterne, stadion og at Hobro IK formåede at komme op mellem de 12 bedste fodboldklubber i Danmark.
Steen Juulsgaard var en bevæget afgående formand, som måtte tage to dybe indåndinger inden takketalen:
– Det har givet mig så meget, det har været lønnen i sig selv. Oprykninger, en nedrykning og omstilling og tilpasning af økonomien – Stafetten er givet videre til et stærkt, meget stærkt hold, der har sagt ja til at arbejde videre med klubben i de to bestyrelser, som er blevet valgt. Tak Jeg er altid klar til at hjælpe, dog i baggrunden.