Stor tilfredshed med uddannelsesvejledning i Mariagerfjord

10. november 2015

UU Mariagerfjord nummer 6 på liste

.

Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling har fået lavet en undersøgelse, om vejledningen fra UU-centrene i Danmark. Herunder UU Mariagerfjord.
De unge i 9. og 10. klasse og specialklasser er blevet bedt om at vurdere, i hvor høj grad UU-centrene har hjulpet de unge til at finde ud af, hvad de skal vælge.
Her får UU Mariagerfjord en score på 61,9, hvor landsgennemsnittet er på 58,1, og hvor topscoreren er 65 og bundkarakteren er 52. UU Mariagerfjords score rækker til en flot 6. plads på listen, der består af i alt 53 UU-centre.
68 procent af de unge, der benytter UU Mariagerfjord, har svaret, at de er blevet hjulpet meget eller hjulpet noget, mens det tal på landsplan er på 63 procent.
En stor del af eleverne i 9. klasse, 10. klasse og specialklasserne ved, hvad de vil, når de forlader grundskolen.

Valgparathed
Hvis man den 1. marts spørger eleverne i 9. klasse, 10. klasse og specialklasserne, om hvad de skal næste skoleår, så ved en stor del, hvad de vil, når de forlader folkeskolens trygge rammer.
Den viser, at 87 procent af dem, der bliver rådgivet af UU Mariagerfjord, er klar over hvad de vil, når de den 1. marts endeligt skal beslutte, hvad de skal næste skoleår.
Det ligger under landsgennemsnittet, hvor 90 procent klar over, hvad de vil efter grundskolen.
Konstitueret leder Lars Munkholt Sørensen udtaler i denne forbindelse: Det er rigtig dejligt, at det lykkes at ligge i toppen, når det gælder elevernes tilfredshed og følelse af at blive hjulpet meget i deres valg af uddannelse. Det viser at den energi, der bliver brugt på vejledningsaktiviteter så som brobygning, uddannelsesaftner og vejledningssamtaler bærer frugt og giver resultat. Samtidig viser undersøgelsen dog også, at der stadig er noget at arbejde med, når det drejer sig om de unges valgparathed.