Af Carina Kondrup
Hele 30 % elevvækst har der været på HHX siden skolestart i august.
Det var en meget glad afdelingsrektor, der gjorde elevtallet op ved afslutningen af grundforløbet 1. november. Vi startede skoleåret med 2 relativt små klasser på HHX, men vi har næsten hver uge fået nye elever til, og her ved starten af klassernes studieretningsforløb er klasserne næsten fyldt, siger afdelingsrektor Anette Skovlykke fra skolen med det nye navn Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.
Den sidste uge af oktober var en eksamensuge for de nye 1.g-klasser, og de første to karakterer er blevet noteret på det eksamensbevis, eleverne ser hen imod til juni 2023. Eleverne har klaret sig usædvanligt godt i de to fag Økonomisk Grundforløb og Almen Sprogforståelse. 8,8 blev karaktergennemsnittet for alle elever i de to fag.
Det var et resultat, lærerne i økonomi- og sprogfagene havde imødeset med spænding, fordi det dels er en ren prøvekarakter, dels fordi det er svært at vurdere, hvilken indflydelse alle Corona-restriktionerne har på elevernes læring. Det ser ud til, at sprit, mundbind og dage i hjemmeisolation ikke har påvirket elevernes læring negativt tværtimod.
På opfordring fra undervisningsministeriet har handelsgymnasiet ligesom alle andre ungdomsuddannelser haft en grundig snak med klasserne om trivsel midt i en Coronatid. Det peger på, at eleverne har et kæmpe savn af alt det sociale, der plejer at følge med at gå på en ungdomsuddannelse. Man har lukket alt det sjove i vores fritid og vi må heller ikke alt det sjove som fester og studieture i gymnasiet, er tilbagemeldingen fra en af hhx-klasserne.
Skolen har ifølge rektor forsøgt at løfte det sociale med fx bankospil og der er en Coronavenlig fredagscafe i støbeskeen, ligesom det lykkedes at gennemføre en idrætsdag for alle klasser under hensyntagen til Corona-restriktionerne. Men en helt normal skolehverdag, hvor vi kan lave sociale aktiviteter på kryds og tværs af klasserne eller holde fester til ud på de små timer, skal vi nok kigge længe efter, konstaterer Anette Skovlykke.
2. november startede 1.gerne i deres nye studieretningsklasser. Elevernes valg faldt i år på studieretningerne Marketing og Global Marketing, så det er især profilfagene virksomhedsøkonomi, afsætning og virksomhedsøkonomi, der kommer i spil i de kommende års store projekter. Med de flotte karakterer fra Økonomisk Grundforløb skulle der være et godt afsæt for det videre arbejde med økonomifagene.
Læs også: