Store oplevelser på studietur til Polen

10. oktober 2018

.AF Klaus Hansen Et program med tværfaglige oplevelser og virksomhedsbesøg hos Volkswagen var på programmet, da 3.´gerne fra HHX var i Polen. På Handelsgymnasiet på Tradium Mariagerfjord rejser eleverne hvert år udenlands på studietur. Eleverne i 3.a og 3.b har netop været på den årlige studietur, som denne gang gik til den polske by Poznan.…

.
AF Klaus Hansen

Et program med tværfaglige oplevelser og virksomhedsbesøg hos Volkswagen var på programmet, da 3.´gerne fra HHX var i Polen.

På Handelsgymnasiet på Tradium Mariagerfjord rejser eleverne hvert år udenlands på studietur. Eleverne i 3.a og 3.b har netop været på den årlige studietur, som denne gang gik til den polske by Poznan. Klasserne satte søndag forventningsfulde og spændte kursen mod øst sammen med deres tre lærere. Det var de færreste elever, som havde været der før.

”Det har været meget berigende at få noget baggrund for de udfordringer, Polen står overfor, og jeg ser stort potentiale i landet”, forklarer lektor Henrik Rosenmeyer, der var med eleverne på turen.

Faglighed og fælleskab i rygsækken

Programmet for turen afspejlede en faglig og kulturel seriøsitet udover alle fem dage. Eleverne har blandt andet været på virksomhedsbesøg hos Volkswagen, hvor fabrikken blot er to år gammel og store dele af arbejdet udføres af robotter. Her var der mulighed for at se logistik og teknologi på højt plan.

Nedim Spahic fra 3.b fortæller, at den største oplevelse for ham var at besøge en tidligere koncentrationslejr. ”Det var helt vanvittigt. Lejren så gammel og urørt ud. Det var noget helt specielt at stå der, hvor de forfærdelige ting er sket. Vi havde en guide, som fortalte historien bag lejren. Det var for mig den største oplevelse på turen”.

Eleverne boede centralt i Poznan kun få hundrede meter fra indkøbs- og kulturcenteret Stary Browar. Anna Husted Abrahamsen fra 3.b synes, det var skønt, at hele årgangen havde mulighed for at tage af sted sammen på den måde. ”Stary Browar var utrolig flot indeni, og vi brugte meget tid derinde. Jeg er positivt overrasket over Polen. Det var rart at komme som et blankt lærred og danne mine egne indtryk.”

Under turen mødtes eleverne med Tomas Pedersen, som er en lokal ildsjæl fra Hadsund og i dag er bosiddende i Poznan. Tomas har startet forretning i Polen og kunne fortælle eleverne om, hvordan det er at bo og drive forretning i Polen. Landet har en lang og spændende historie, som har været med til at forme den polske kultur, og eleverne har alle fået en masse viden og forståelse med sig hjem i rygsækken.

”En dejlig tur, som jeg tænker bør gentages, da Poznan har så meget at byde på”, slutter Henrik Rosenmeyer.

Elever og undervisere vendte fredag hjem og arbejder i øjeblikket med cases relateret til turen.

Hobro og omegn

Se flere artikler