.
Af Helle Schiønning
Søren C. Olesen fra Mariagerfjord Kunstforening bød velkommen og konstaterede, at der i de tre lande gennem generationer er opbygget særpræg og traditioner, som også danner klangbund for den kunst og design, som vi ser i dag.
De æstetiske håndværk har en evne til på samme tid at bygge på traditionen og ændre den, konstaterede han og fortsatte: Somme tider så afgørende, at vi kommer til at se på verden på en anden måde.
Udstillingens 20 kunstnere, hvoraf en del var mødt op, er trods alle deres særpræg også rundet af det sted og den tid, de virker i. Litograf Jan Andersson fra Steinprent Tórshavn, som holdt åbningstalen, lagde netop vægt på dette, fortæller kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro.
Det er værd at bemærke, at de fleste af værkerne er præget af samfundsmæssige hensyn og med et meningsfuldt forhold til deres samtid og deres omgivelser. Han fortsatte: Vi lever i en indviklet tid, der kræver stillingtagen og omtanke på mange niveauer, og her kommer kunsten ind med interessante vinkler på komplekse udfordringer.
Kunstnerne på Nordatlantiske strejftog giver hver deres bud på vores indviklede tid. Nogle svarer med skønhed, andre med eftertænksomhed, nogle med provokation men alle med vigtige ting på sinde. Det kan man forvisse sig om frem til og med lørdag den 29. december.
Vil man have lidt ord med på vejen, holder kunstfaglig medarbejder Anne Lie Stokbro den første gratis omvisning søndag den 23. september kl. 15.00. Der er adgang gennem Bies Gaard, Adelgade 26, eller gennem Hobro Bibliotek med lånerkort.