Stort fremmøde ved Ø. Hurup Lokalhistoriske Forenings generalforsamling

5. oktober 2021
Stort fremmøde ved Ø. Hurup Lokalhistoriske Forenings generalforsamling

Stort fremmøde ved Ø. Hurup Lokalhistoriske Forenings generalforsamling

Af Lone K. Hansen

Ø. Hurup Lokalhistoriske Forening havde stort fremmøde, da 83 interesserede var mødt op for at høre, hvordan det var gået foreningen og arkivet i 2020, foreningens 40-tyvende sæson og nok ikke mindst for at se Hans Flous film om Tofte Skov igennem de sidste 100 år.

Formanden kunne berette, at foreningens og arkivets virke i året havde været i nedlukningernes og restriktionernes tegn. I de perioder, hvor det var tilladt at være i arkivet, blev der til gengæld arbejdet godt med at registrere og arkivere indkommet materiale.

Det stort anlagte program, der var udarbejdet med fire andre arkiver i den gamle Hadsund Kommune, om modstandsbevægelsen i Sydøsthimmerland, med en udstilling sat op seks forskellige steder i løbet af året samt fire foredrag, måtte opgives, på nær et enkelt foredrag i Øster Hurup. Udstillingen blev sat op og vist i Turistbureauet i Ø. Hurup denne sommer.

Den gamle tjærekedel på havnepladsen er et af de tegn på Hurups historie, der stadig findes. Foreningen kalkede tjærekedlen og satte en stander op ved den, der med billeder og tekst fortæller om bundgarnsfiskeriet og arbejdet med tjærekedlerne.
Foreningens to populære billedudstillingskasser på havnen, blev jævnligt udskiftet.

Ældre billeder er populære. Facebookgruppen, der er tilknyttet arkivet, oplevede en gevaldig succes, da medlemstallet steg fra få til over 600. Årsagen var fortællinger om halvgamle fotos og tekster fra Hurup.
Andre billeder udvalgt blandt arkivets ihærdige fotograf Sten Andersens fotos fra 2019 og 2020 blev lagt i en fotobog, der fortæller årets gang i Hurup. Lignende bøger planlægges at blive lavet hvert år.

Gammelt Nyt, det lokalhistoriske skrift for Sydøsthimmerland udkom som sædvanlig to gange i løbet af året med lidt over 1000 trykte eksemplarer pr. gang, hvoraf Ø. Hurup aftog lidt flere end 300.
2020 var også 100-året for genforeningen af den nordlige del af Sønderjylland med Danmark og i den forbindelse arrangerede foreningen i samarbejde med menighedsrådet et arrangement den 15. juni ved mindestenen, der står ud mod Solbjergvej ved Tonnisgården.

Foreningens kasserer kunne fortælle, at 2020 havde givet et overskud på 11.300 kr.

Efter generalforsamlingen overtog Hans Flou scenen, hvor han levende fortalte om Tofte Skov og hans eget forhold til den og viste sin fremragende film, der fortæller om Tofte Skov igennem de sidste 100 år.
Hans Flou har lavet flere film optaget i Østhimmerland og ved Mariager Fjord. Filmene er interessante og smukke for os i dag, men også vigtige for eftertiden for at dokumentere hvordan natur og kultur har været.