Mariagerfjord og omegn
Styr på fiskerilovgivningen ved Mariager Fjord
.Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri NaturErhvervstyrelsen har sendt os følgende: Hvert forår stiger antallet af fiskere i Danmark. De kan nu få hjælp til at undgå at fiske fredede fisk og til at få bedre styr på reglerne. Hvor må man fiske? Hvilke fisk er fredet hvornår? Og hvordan måler man selv maskerne i […]
.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri NaturErhvervstyrelsen har sendt os følgende:
Hvert forår stiger antallet af fiskere i Danmark.
De kan nu få hjælp til at undgå at fiske fredede fisk og til at få bedre styr på reglerne.
Hvor må man fiske? Hvilke fisk er fredet hvornår? Og hvordan måler man selv maskerne i sit garn?
Som erhvervsfisker, bierhvervsfisker eller lyst- og fritidsfisker er det ikke altid lige let at finde rundt i den gældende fiskerilovgivning i det lokale område. Det skyldes ikke mindst, at lovgivningen om de indre, danske farvande er et resultat af mange forskellige bekendtgørelser.
Derfor har NaturErhvervstyrelsen i tæt samarbejde med Mariager Fjord Fritidsfiskerforening lavet en folder, så det er hurtigt og nemt at få et overblik over reglerne for fiskeri i Mariager Fjord.
– Vi ved, at det kan være svært for den enkelte at få det rette overblik over de mange regler. Derfor har vi lavet denne folder, så man nemt og hurtigt kan få styr på regler om eksempelvis de fredede områder og mindstemål for fisk og krebsdyr, siger fiskerikontrollør Michael Søballe Larsen fra NaturErhvervstyrelsen.
Gode erfaringer fra Nissum Fjord
Folderen for Mariager Fjord indeholder blandt andet satellitfotos med fredningsbælter og skemaer for særlige regler og forhold. Fredningstider og periodevise redskabsbegrænsninger er desuden indtegnet i et årshjul, hvor man hurtigt kan aflæse, om der er særlige forhold, man skal være opmærksom på, inden fiskeriet påbegyndes.
Det er gode erfaringer fra et lignende projekt i Nissum Fjord, der har ført til, at NaturErhvervstyrelsen har lavet folderne. I alt er der lavet foldere for 14 lokalområder i tæt samarbejde med de lokale fritidsfiskeriforeninger.
Folderne kan hentes på www.naturerhverv.fvm.dk under Publikationer Fiskeri Erhvervsfisker/Lyst og fritidsfiskeri.
Yderligere oplysninger
NaturErhvervstyrelsens presseafdeling på tlf. 41 89 25 07