.
Pressemeddelelse:
Tradium fik en fornem sundhedscertificering i gave, da Kronjyllands store erhvervsskole fejrede fire års fødselsdag.
Champagnepropperne sprang ved bordene på Tradium i fredags, men anledningen var ikke kun, at skolen fejrede fire års fødselsdag. Medarbejderne kunne nemlig ved samme lejlighed ønske hinanden tillykke med, at Tradium som arbejdsplads officielt blev sundhedscertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund.
Festlighederne udløste et besøg af Randers Kommunes borgmester, Claus Omann Jensen, som deltog i starten af aftenen for at markere sundhedsindsatsen på Tradium.
Foregangsbillede for de unge
Det, at Tradium går foran med denne sundhedscertificering, er utrolig vigtigt, og det vil jeg som borgmester gerne bakke op om. Vi skal tage vores vaner omkring motion og kost alvorligt, og vi skal være forgangsbillede for de unge mennesker i kommunen. Det er et godt sted at starte, sagde borgmester Claus Omann Jensen, Randers Kommune.
Sundhedskonsulent Stine Dragsbæk fra Dansk Firmaidrætsforbund har fulgt Tradium gennem hele processen. Hun frygter ikke, at Tradium slipper sundheden, nu målet er nået.
Sundhed er ikke kun motion og sund kost, men handler i høj grad også om trivsel. Tradium giver frem over plads til, at de enkelte medarbejdergrupper kan tilpasse aktiviteterne efter behov, som for eksempel walk and talk-møder, foredrag og line dance, sagde Stine Dragsbæk.
Tæl-skridt-konkurrence
Tradiums tovholder på sundhedscertificeringen, arbejdsmiljø- og proceskonsulent Mette Kudahl Hansen, kunne afslutte den officielle certificering med at kåre skolens vindere af en tæl-skridt-konkurrence. Tæl-skridt-konkurrencen var en holdkonkurrence og vinderholdet blev Tradium Praktikcenter på Vester Allé 26. Tradium Praktikcenter tilbagelagde i alt 921 km. Den medarbejder, der gik længst under tæl-skridt-konkurrencen blev Jackie Randrup fra kantinen på Blommevej. Jackie gik i alt 226 km.
Fokus på eleverne
I forbindelse med sundhedscertificeringen oprettede Tradium i sommeren 2013 en speciel HG-klasse, hvor eleverne har 2 x fire uger om året med fokus på livsstil.
Alle eleverne deltager enormt engageret i projektet. Jeg forventer, at vi i forbindelse med en evaluering får belyst nogle specifikke resultater, siger underviser Marianne Højen, Tradium HG.
Sundhedscertificeringen af Tradium har også medført en nøglehulsmærkning (sund kost) af samtlige kantiner på skolen, og samarbejdet med Dansk Firmaidrætsforbund om sundhed fortsætter på Tradium både for medarbejdere og elever, bl.a. via de 25 sundhedsambassadører, der er blevet uddannet.
Ud over samarbejdet med Dansk Firmaidrætsforbund har Tradium et løbende samarbejde med Randers Sundhedscenter om bl.a. rygestopkurser.
Faktaboks Dansk Firmaidrætsforbunds sundhedscertificering
Dansk Firmaidrætsforbund sundhedscertificerer, som de eneste i landet, virksomheder for deres sundhedsfremmende indsats for medarbejderne. Sundhedscertificering er et unikt kvalitetsstempel af virksomheden. For at opnå en Sundhedscertificering skal virksomheden arbejde vedvarende og strategisk med sundhedsfremme samt handle aktivt på »KRAMS« områderne: Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress. På kost-området samarbejder Dansk Firmaidrætsforbund med Fødevarestyrelsen.
Det store billede: Sundhedskonsulent Stine Dragsbæk (tv) fra Dansk Firmaidrætsforbund overrakte blomster og indrammet certifikat til Tradiums tovholder på skolens sundhedsprojekt, arbejdsmiljø- og proceskonsulent Mette Kudahl Hansen. Foto: Jakob Lerche Fotografi
Det lille billede: Den officielle sundhedscertificering på Tradium blev afsluttet med kåring af skolens vindere af en tæl-skridt-konkurrence. Den medarbejder, der gik længst under tæl-skridt-konkurrencen blev Jackie Randrup (billedet) fra kantinen på Blommevej. Jackie gik i alt 226 km.
Foto: Jakob Lerche Fotografi