Svigtede dyr presser dyreinternater

9. juni 2021

Svigtede dyr presser dyreinternater

Af Carina Kondrup

Sommeren er højsæson for svigtede og ejerløse dyr, og der er allerede de første fem måneder af 2021 indleveret 108 flere dyr, end samme periode sidste år. Dyrenes Beskyttelse forudser derfor endnu en kedelig rekord, når det kommer antal af svigtede dyr på internaterne i Danmark.

I midten af maj blev en lille killing fundet efterladt, helt alene i en skotøjsæske. For bare en uge siden blev en killing fundet efterladt bag en skraldespand. Begge killinger blev heldigvis fundet i tide og bragt i sikkerhed på et af Dyrenes Beskyttelses internater. De to killinger er bare to ud af flere tusinde dyr, som denne sommer bliver svigtet.

Måderne at efterlade dyr på er mange, men fælles for dem alle er, at det er forkasteligt og uansvarligt at skille sig af med dyr på disse måder. Især fra juli-oktober er der højsæson for efterladte kæledyr.

– Sommer efter sommer vælter det ind med dumpede og uønskede dyr på vores internater. Især killinger oplever vi en stor stigning af, formentlig fordi ansvaret for et helt kuld uønskede killinger bliver for omfattende for ejeren. Det seneste år har vi også set en anden tendens, nemlig en stigning i svigtede kaniner. Alene i juli, august, september og oktober i 2020 modtog vi 261 kaniner, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses internater 4595 katte og killinger alene i juli, august, september og oktober. Mens tallet for katte og killinger stiger støt, er antallet af kaniner også begyndt at stige voldsomt. Der er set en stigning i antallet af dumpede og indleverede kaniner år efter år, og på nogle internater har de pt. ikke plads til flere.

Mange svigtede dyr lægger pres på internaterne

Når dyr efterlades til sin egen skæbne, har ejeren af den ene eller anden grund ikke haft overskud til at tage sig af det længere. Men løsningen er aldrig at efterlade dyret til uvis skæbne, advarer Dyrenes Beskyttelse.

– Det er helt uacceptabelt at efterlade kaniner, katter og andre dyr i papkasser eller på anden vis smide dem ud i naturen. De har ikke en chance for at overleve i totalt fremmede omgivelser. Det har de aldrig lært. De er dybt afhængige af, at mennesker finder dem i tide, hvilket desværre ikke altid er tilfældet, siger Jens Jokumsen og fortsætter:

– Vores medarbejdere og frivillige kæmper dagligt for at yde den livsvigtige hjælp til sårbare og svigtede dyr, og særligt i sommermånederne kan de have svært ved at følge med. Når der hver dag kommer flere og flere plejekrævende dyr ind, som har brug for akut hjælp, så har internaterne brug for endnu flere ressourcer og frivillige hænder til den enorme opgave, tilføjer han.

Hvis man har et dyr eller har fået et kuld killinger, man ikke længere kan have, skal man altid sørge for at finde en ansvarlig løsning, hvor der tages hensyn til dyrets ve og vel. At kassere dyrene og dumpe dem i naturen, må aldrig være løsningen. En lukket kasse eller taske bliver meget varm, og dyr kan derfor dø af hedeslag, tørst eller ganske enkelt blive taget af naturens rovdyr. Løsningen må aldrig være at dumpe dyrene. Bed om hjælp i netværket, hos dyrlægen eller kontakt et internat lyder anbefalingen fra Dyrenes Beskyttelse.