Hadsund og omegn
Tag hele familien med til grøn lørdag på biblioteket
Byt dig til nye planter – og mal en urtepotte til dem
Af Carina Kondrup
Vi kender alle sammen til affaldssortering og genbrug på den ene eller anden måde, men kan vi blive endnu bedre?
Lørdag d. 3. oktober fra kl. 10 til 12, bliver Hadsund Bibliotek omdannet til grøn miljøoase når Mariagerfjord bibliotekerne sammen med Miljøagenterne sætter fokus på miljø og genanvendelse – af fx dit affald.
Rundt omkring på biblioteket og i salen vil der være forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Du kan for eksempel deltage i den store affaldsdyst, hvor det gælder om at ha’ styr på hvor det forskellige affald skal hen. Du kan også lave dit eget affaldsspil, som du må tage med hjem, eller hvad med at vinde en præmie i “tip en 7’er”?
Grøn familielørdag er et samarbejde mellem Mariagerfjord Bibliotekerne og Miljøagenterne.
Miljøagenterne er et korps af frivillige organisationer, som arbejder for et bedre miljø ved at vejlede om affaldssortering og genbrug. De hjælper Mariagerfjord Kommune i kampen for at blive Danmarks reneste kommune og til grøn familielørdag fylder de Hadsund bibliotek med masser af tips og tricks til en grønnere hverdag.
Har du små planter eller stiklinger der savner et nyt hjem kan du tage dem med og bytte dem til nye, ingen penge skifter hænder, kun planter. Hvis du vil have en bod til plantebytte skal du huske at sikre dig en billet, der dog er helt gratis. Hvis du ikke når at sikre dig en bod, eller hvis du kun har et par planter eller tre, er det dog stadig muligt at deltage i plantebytte, du skal dog kunne tage dem med rundt, da biblioteket ikke har mulighed for at opbevare dem.
Skal de nye planter ha’ en fin nydekoreret urtepotte, kan du medbringe potter, glas, vaser mm. og bruge bibliotekets Posca- tusser til at dekorere dem med.
Grøn familielørdag er gratis, men hvis du vil sikre dig en bod til plantebytte skal du hente en gratis billet på www.himmerlandsbilletten.dk eller på bibliotekerne.